Endnu et pragtprogram af Daniel og Zack

14-07-2019 12:18

Britt Carlsen

Det var kuldegysende flot at se Daniel Bachmann Andersen og Blue Hors Zack danse gennem deres kür-program - fejlfrit og dynamisk til 85% - men desværre var det ikke nok til at redde den danske ære i holdkonkurrencen

Copyright Ridehesten.com
Man forstår Daniels glade smil på vejen op mod dommerne mens publikum klappede taktfast af endnu en pragtpræstation fra parret.

Daniel Bachmann Andersen fik vist sin dynamiske og smukke kür på Blue Hors Zack i Nations Cup konkurrencen i Falsterbo. Hingsten satte ikke en hov forkert, og serien af etterchangementer blev vist kæmpestore, gennemsprungne og lige - hvilket er imponerende, når man nu ved, at netop changementsserierne har været så stor en udfordring for hingsten tidligere. Dommerne gav parret adskillige 9-taller samt 9,5 og et enkelt 10-tal for fortolkning af musikken. Da Daniel vendte op ad midterlinjen mod afslutningsparaden, efter at have vist en flot piaffe-pirouette, begyndte publikum at klappe taktfast, og det engagerede svenske publikum måtte bare overgive sig til Daniels og Zacks flotte præstation. Det var tredje gang i træk, at Daniel nåede de magiske 85% med Zack i kür, og det vidner om et enormt højt, og stabilt niveau.

Men, men på trods af Daniels dobbeltsejr (Grand Prix og kür) så var det danske landshold helt tabt af topkampen. Sverige vandt sikkert med 22 points foran Tyskland med 27, og så var der langt ned til Holland og Danmark med hhv, 40 og 41 points. 

I Grand Prix Special fik Helene Melsen/Aston Martin 68,489 til en 6. plads. Nanna Skodborg merrald og Wasabi fik 67,298 og en 7. plads, og i kür fik Carina Cassøe Krüth/May-Day Graftebjerg 71,5% og en 8. plads.

Se resultaterne af rytternes ridt i dag HER

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner