Annika Knudsen Lorentsen
Jan Pedersen er en central og velkendt figur i dansk ridehesteavl og har stået i spidsen for Dansk Varmblod siden 1994 frem til i år, hvor han fratræder sin rolle som formand for forbundet i forbindelse med årets repræsentantskabsmøde.
Hans dedikation og indsats rækker langt ud over Danmarks grænser, hvilket har været værdsat bredt i hestesporten. Jan Pedersen er ikke blot et velkendt ansigt i DV-regi. Han har nemlig siden 1999 været formand for World Breeding Federation for Sport Horses (WBFSH), der repræsenterer ridehesteavlsforbund verden over.
Derudover var Jan, sammen med Jørgen Bak Rasmussen, initiativtager til magasinet Ridehesten, der fra marts 1995 er blevet udgivet af Wiegaarden som medlemsblad for Dansk Varmblod. Jan blev i 2004 slået til Ridder af Dannebrog for sin betydningsfulde indsats for den danske ridehesteavl, så man kan vist roligt sige, at Jan har haft sin indflydelse på den danske ridehesteavl.
Derfor valgte man hos Helgstrand Dressage at hædre Jan Pedersen for sin mangeårige indsats som formand i Dansk Varmblod i forbindelse med gårsdagens Åbent Hus. Andreas Helgstrand takkede Jan for hans mangeårige arbejde, og nævnte, at han var glad for, at Jan har tænkt sig at fortsætte hos WBFSH lidt længere.