OL-hesten Ludwig der Sonnenkönig er død

08-02-2022 10:02

Victoria Vallentins tidligere danmarksmester og EM-medaljevinder, Ludwig der Sonnenkönig, er død af kolik hos sin nye ejer i Schweiz i en alder af 15 år

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Oldenburgerhingsten Ludwig der Sonnenkönig e. London Swing/ Liberator, der var avlet af tyske Christian Richter, var i mange år ejet af britiske Sam Duckworth, som igennem de første år var bosat i Tyskland, hvor han selv uddannede hingsten fra M-niveau til Grand Prix og bl.a. red Louisdor Cup-turneringen i 2016.

I 2017 flyttede han hesten til Helgstrand Dressage med salg for øje. Efter kort tid under Joao Moreira blev Ludwig der Sonnenkönig hurtigt et drømmematch for U25-rytter Victoria Vallentin. De var i den danske bruttogruppe til WEG 2018 i Tryon, men kom i stedet for til at deltage i EM for U25 i Exloo, hvor det til en bronzemedalje i den korte Grand Prix. I 2019 vandt parret guld ved DM for U25-ryttere på hjemmebane ved det første Equitour-DM i Uggerhalne. De satte personlig rekord ved deres sidste internationale start ved CDIU25 på Vilhelmsborg med 77,235%.

Nyheden fortsætter efter annoncen

I efteråret 2019 flyttede Ludwig der Sonnenkönig til den japanske dressurrytter Kazuki Sado med henblik på deltagelse i OL 2020 i Tokyo, der som bekendt under samme navn OL 2020 blev udsat til 2021 på grund af Covid-19. I Europa og Florida etablerede ekvipagen i løbet af 2020 sig som Japans bedste dressurekvipage med personlig rekord i Grand Prix på 69,674% og 76,155% i Grand Prix Kür ved CDIO Compiegne. Desværre virkede Ludwig der Sonnenkönig træt og mat ved OL i Tokyo, og ekvipagen har ikke startet siden deres olympiske Grand Prix til 62,531%.

I efteråret 2021 blev hingsten erhvervet af den unge, schweiziske, medicinstuderende dressurrytter, Nicola Ahorner, der året forinden havde købt den belgiske vallak Foco Loco W, som Anne-Mette Strandby Hansen blev U25-europamester med. Desværre har Nicola Ahorner ikke nået at have Ludwig der Sonnenkönig i mange måneder, inden han døde af kolik i en alder af 15 år.

Copyright Ridehesten.com
Japanske Sado Kazuki og Ludwig der Sonnenkönig ved OL i Tokyo i sommer. Foto: Hippofoto/Dirk Caremans
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner