Camilla Tiefensee Schrøder
I alt 250 ekvipager fra fem forskellige lande kommer til start i både 4-gang, 5-gang og tøltkonkurrencer ved Icehorse Festival 2019, som løber af stablen i MCH Messecenter Herning den 4.-7. april.
Points til VM
Her rides i både junior- og senior klasser, og ud over de internationale ryttere er der masser af danske deltagere fra hele landet. Det gælder om at få de første vigtige point i hus, inden stævnerne starter ude på ridebanerne rundt omkring i Norden og Europa i løbet af sommersæsonen. Der kæmpes bl.a. om udtagelsen til landsholdet ved VM i Berlin i august.
Selve stævnet afholdes i Hal M, hvor der udover en store oval ridebane er plads til 2500 publikummer og et kæmpe stort messe- og foredragsområde. Det bliver et sandt mekka for islandshesteentusiaster, lover arrangørerne i en pressemeddelelse.
Et væld af rytteraktiviteter
Ingen behøver at sidde stille og kun se konkurrencer. Både ryttere og publikum kan melde sig til workshops, gå til rytteryoga, høre foredrag og købe hesteudstyr og meget andet spændende – lige fra tøj og kopper til cremer, billeder, garner og oplevelser.
For at give ordentlige forhold for alle hestene er Hal Q lavet om til en mobil hestestald, hvor publikum har adgang. Det er også her, ekvipagernes opvarmning foregår. Som publikum kan man altså komme helt tæt på både ryttere, heste og medhjælpere.
Et stort udvalg af sæsonens avlshingste vil også komme og vise sig frem.
Konkurrencerne kører i en lind strøm fra tidlig morgen til sen aften torsdag og fredag og med B- finaler (de, der er placeret på 6.-10.-pladsen i udtagelsen) om lørdagen og de medalje-givende A- finaler om søndagen (vinderen af B-finalen + 1-5 pladserne i udtagelsen).
Læs mere på Icehorse Festivals hjemmeside.