Anna Pørtner
Omkring 250 ekvipager er samlet i disse dage, hvor danmarksmesterskaberne i både sport og gæðingakeppni for islandske heste afvikles på Hedeland i perioden 30. juni til 5. juli 2026.
Mesterskaberne er arrangeret i et samarbejde mellem Dansk Islandshesteforening, Hedelandsgruppen samt en række sjællandske lokalklubber, og danner i denne uge rammen om en af årets største begivenheder for den danske islandshesteverden. Stævnet afvikles på baneanlægget i Hedeland, hvor arrangørerne igen i år forventer både højt sportsligt niveau og store publikumsmængder hele ugen.
Der konkurreres i både sportsklasser og gæðingakeppni for juniorer, ungryttere og seniorer, og programmet spænder bredt fra T1, T2 og V1 til de mere specialiserede klasser som blandt andet PP1 og P1. I gæðingakeppni er der desuden klasser fra børne- og ungdomsflokkene og op til A- og B-flok for seniorryttere.
Et stærkt dommerhold med både FEIF-dommere og nationale dommere samt gæðingakeppni-dommere skal sikre bedømmelserne gennem hele mesterskabsugen.
Ifølge arrangørerne er programmet tilrettelagt, så sport og gæðingakeppni ikke afvikles samtidig, hvilket giver både ryttere og publikum mulighed for at følge begge discipliner. Der rides A-finaler i alle klasser, og der kan desuden blive afviklet B-finaler, hvis tidsplanen tillader det.
Udover de sportslige aktiviteter byder DM-ugen også på rammer for publikum i alle aldre. Der er café- og madudsalg på pladsen, og i de to staldområder tilbydes sandwich, drikkevarer og kaffe i rytterteltene.
For de yngste gæster er der desuden et omfattende børne- og juniorprogram med blandt andet kreaområde, kæphestebane og daglige konkurrencer i forskellige discipliner som spring, dressur, ponygames og pasløb. Lørdag aften kulminerer mesterskaberne med den traditionelle DM-fest med underholdning og socialt samvær for deltagere og frivillige.
Billetter til stævnet kan købes i sekretariatet og arrangørerne glæder sig til at se endnu flere gæster i de kommende dage. Flere danmarksmestre er allerede fundet, mens de sidste stadig skal kåres i både i dag og i morgen. Der er altså fortsat masser af sport og god stemning at opleve.
Find mere information på DM Sport & gæðingakeppnis Facebook-side.