Is, pandekager, sol og HESTIVAL

17-09-2016 16:56

TIKA Rideudstyr har denne lørdag afholdt den årlige HESTIVAL, nu er arrangementet netop slut, og det var på alle måder en succesfuld dag

Copyright Ridehesten.com
Bo Høstrup prøver Tina Præstiins Lusitano hingst, Verbo

Der var glæde og tilfredshed at spore hos arrangørerne ved TIKA Rideudstyr her sidst på eftermiddagen. Deres årlige arrangement HESTIVAL var en stor besøgssucces, og virkelig mange havde besluttet at bruge deres lørdag på rideudstyr og god samt lærerig underholdning.

Tina Præstiin fra HESTIVAL beskriver begejstre den store opbakning og tilslutning af besøgende hesteglade mennesker på denne solrige lørdag: - Så er HESTIVAL veloverstået, vejret holdt sig flot hele dagen, og der er blevet guffet is og spist pandekager alt imens, at der er kigget på opvisninger på banen. Der blev shoppet godt igennem, og vores dygtige hjælpere har haft travlt hele dagen. Der var rigtig mange besøgende til de forskellige opvisninger, og der var mange gode fifs at hente.

Blandt de faglige indlæg var blandt andet dressurtræning ved den internationale dressurrytter Bo Høstrup, der både gav clinic og selv testred Tina Præstiins Lusitano-hingst. Desuden havde Bo Høstrup en friserhoppe med, der til daglig går middelsvær dressur. Det blev en ung kvinde, der fik æren af at komme op og ride Bos frieser og til trods for, at hun kun lige selv havde fået sin egen hest og stadig var meget uerfaren, så gik det udover al forventning.

Som en overraskelse dukkede berider Jørgen Hvenegaard op og gav clinic ved at undervise Mia Aagaard i S-dressur. Foruden de mange dressurindslag var der voltigering ved Sanne Lorenzen og gribende cirkus-show med Charmaine Berdino.

Nu ser TIKA Rideudstyr frem imod dagene fra den 21.-25. september, hvor der på hjemmesiden vil blive holdt NET-HESTIVAL. Der finder man en hel masse HESTIVAL-tilbud, til de samme gode priser, så nåede du ikke HESTIVAL, har du chancen for at gøre et kup lige her.

Se meget mere HER

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner