Internationale kuske til stævne i Danmark

19-03-2025 06:32

Fra den 30. april - den 4. maj inviterer Dansk Køre Selskab internationale konkurrencekuske til kørestævne på en af Skandinaviens største og nyeste stævnepladser, nemlig Rævebjerg i Mørkøv

Copyright Ridehesten.com
Dansk Køre Selskab inviterer endnu en gang til internationalt stævne. Foto: Privat/ Steen Kristiansen

Dansk Køre Selskab slår igen dørene op for internationalt to- og trestjernet stævne på Rævebjerg i Mørkøv fra den 30. april - den 4. maj. Stævnepladsen er en af Skandinaviens største og nyeste pladser, og her tørner den internationale elite sammen til internationalt kørestævne. 

Tilmeldingerne kommer allerede i en lind strøm, og vi forventer et sportsligt godt stævne med deltagelse fra de bedste ekvipager fra hele Norden. Vi gør meget ud af, at stævnefaciliteterne er i orden, at sikkerhed og hestevelfærd er i top, og at der ikke mindst er tid til god dansk hygge for både kuske, hjælpere og officials, lyder det fra stævneleder Henning Clausen

Det er ikke kun de udenlandske kuske, der har taget den imponerende atmosfære på stævnepladsen til sig, det er også de udenlandske officials. Henning Clausen er stolt af at kunne præsentere et team af både tre- og firestjernede officials fra blandt andet Frankrig, Irland, Sverige, Italien og Danmark. Rigtig mange af de internationale officials kommer igen ved dette stævne år efter år. 

Copyright Ridehesten.com
Der vil både være dressur-, maraton- og forhindringskørsel. Foto: Privat/ Steen Kristiansen

En sport i fremgang
Køresporten i Danmark er en sport i fremgang. Lige nu har Danmark hele to kuske, der ligger nummer ét på FEI's verdensrangliste. Det er Karina Blåberg, der i to år har toppet ranglisten for enspand pony, og Maria Buchwald, der i et år har været øverst rangeret på ranglisten for tospand pony. Rigtig mange unge kuske er ligeledes en del af toppen i sporten, og stævnet forventes derfor også at være godt fyldt op i ungdomsklasserne. 

Køresporten er en meget social sport, og der er rigtig mange venskaber mellem deltagerne fra forskellige lande. Det lyser ud af de unge kuske, når Nordens bedste tørner sammen, og giver tilmed stævnepladsen en helt speciel atmosfære, som publikum ofte bemærker. 

Gratis adgang
Hvis du kunne tænke dig at opleve Nordens bedste kuske på dansk grund, er der gratis adgang for publikum alle dage. Ved stævnet er det muligt at opleve både dressur-, maraton- og forhindringskørsel. Du kan læse meget mere om stævnet på Dansk Køre Selskabs hjemmeside, hvor de endelige deltagerlister og starttider også bliver slået op. 

/Pressemeddelelse. 

Copyright Ridehesten.com
Sporten bliver mere og mere populær i Danmark. Foto: Privat/ Steen Kristiansen
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner