Anna Pørtner
Anden afdeling U25-rytternes individuelle europamesterskab er netop blevet redet i tyske Kronberg, og her blev det til endnu en dansk medalje. Sara Aagaard Hyrm red på banen som femte sidste rytter, og efter et meget flot program strøg hun direkte ind på en tredjeplads.
De fire danske ekvipager gjorde det alle utrolig flot i den individuelle konkurrence, hvor Thea Bech og Dionisos e. Spielberg/ Sir Sinclair i går lagde ud som eneste danske ekvipage med et flot program til 70,359% og en foreløbig tiendeplads. I dag skulle de tre resterende danskere så i ilden sammen med de resterende ekvipager fra de øvrige nationer, men Thea Bech og Dionisos endte alligevel på en flot tiendeplads i et stærkt felt.
Det danske højdepunkt var uden tvivl Sara Aagaard Hyrm og DV-vallakken Atterupgaards Cooper e. Charmeur/ Gribaldi (opdr. Atterupgaard), som også var sidste danske ekvipage. Parret har hele ugen leveret virkelig flotte ridt, og i dag var bestemt ingen undtagelse. Parret red af banen og blev belønnet med 73,000% og en ny personlig rekord. Ikke nok med det, strøg de også ind på en foreløbig tredjeplads i konkurrencen, hvor der blot var fire ryttere tilbage. Dén placering holdt stik, og efter konkurrencen var overstået, kunne Sara ånde lettet op - hun havde nemlig redet sig til en individuel bronzemedalje ved EM.
– Jeg er simpelhen så glad! Jeg havde ikke troet på det kunne lykkes, men på opvarmning havde jeg en særlig fornemmelse, så jeg gik på banen og nød hele turen! Det er en kæmpe drøm der er gået i opfyldelse. Cooper er bare noget helt særligt, og jeg mærkede det allerede fra første sekund, jeg sad på ham da han var 6 år. Jeg glæder mig så meget til at give den gas i kür imorgen, fortæller en meget glad Sara efter dagens medalje.
Første danske rytter på banen i dag var Alexander Yde Helgstrand og Inspiration Pf e. Escudo K/ Calido I, der red på banen omkring klokken 08.30. Alexander og Inspiration Pf red en rigtig flot og sikker tur, der i dag blev belønnet med 71,154%, som faktisk også blev en ny rekord for det danske par. Parret endte på en rigtig flot ottendeplads som anden bedste dansker.
Sidste dansker, Ida Kirstine Bjørn og DV-vallakken Hussmanns Jackson e. Johnson/ Belissimo M /opdr. Stald Hussmann) red også et flot program, der i dag blev belønnet med 69,359%. Det rakte til en individuel 13. plads til ekvipagen, og dermed blev alle danske ekvipager placeret i den individuelle EM-konkurrence.
I skrivende stund er ungrytterne i fuld gang med deres individuelle konkurrence, hvor Anna Teibel Raben imidlertid ligger til guld. Konkurrencen er færdig cirka klokken 17.30, hvorefter der uddeles medaljer. I morgen gælder den individuelle freestyle-konkurrence for både U25- og ungrytterne.