Camilla Tiefensee Schrøder
Dansk Ride Forbund indfører nu en særlig licens til ryttere, der rider D-stævner. Med en D-licens får rytteren mulighed for at få registreret sine resultater på DRF Go!, så det bliver lettere at følge sin stævneaktivitet og sine resultater. Det skriver forbundet på sin hjemmeside.
Registrering af resultater fra D-niveau og opefter
Det bliver nemt og lige til at indløse sin D-licens. Man opretter sig gratis som bruger på DRF Go!, hvorefter man får adgang til at købe licensen. Det vil være muligt at købe licensen fra 1. januar 2018.
Prisen for en D-licens bliver 250,- kr., og ønsker man senere på året at starte C-stævner eller derover, kan man nemt opgradere til ABC-licens, der kun faktureres med prisforskellen mellem de to licenser.
For at DRF kan registrere resultaterne er det nødvendigt, at hesten er registreret på DRF Go!. Registrering til D- og E-stævner er gratis. Ønsker man at starte ved C-stævner og højere, kræves fortsat konkurrenceregistrering af hesten sammen med ABC-licens, og denne giver fortsat også adgang til D-stævner.