Flotte danske præstationer i Spanien

12-10-2024 18:49

Selvom manges øjne i disse dage er rettet mod Pavo og DRF's Championatsfinale for ungheste, er flere af landets springryttere i fuld aktion på de internationale springbaner. Nogle af dem har fundet vej til Spanien, hvor de har vist flot figur

Copyright Ridehesten.com
Jessica Toelstang har vist særdeles god stil. Her ses hun med SP Camoral. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

I hele tre uger af oktober, løber det spanske stævne MET Olivia af stablen i Valencia, hvor mange ryttere samles og nyder den sidste del af udendørsstævnerne. I denne uge har otte danske ryttere været til start med flere heste ved stævnets anden uge, og her har de altså vist flot figur med flere fejlfrie runder og placeringer. 

Èn af dem er Jessica Toelstang, der har hele fem heste med sig til Spanien. I torsdags var de alle i aktion, og her udmærkede særligt den 5-års hest, Cuno Z e. Caballero 80/ Landlord sig. Parret red en 5-års klasse, hvor forhindringernes højde lød på 115 cm, og her kunne Jessica Toelstang og Cuno Z nyde lyden af den danske nationalsang, da de red en fejlfri runde i både hovedrunden og omspringningen i absolut hurtigste tid, nemlig 29,68 sekunder, hvilket altså var nok til at tage sejren. 

Jessica havde ligeledes hesten Sp Camoral e. Casall/ Calido I til start i torsdags. Parret red en 145 cm-klasse, der var kvalifikationsklasse til søndagens Grand Prix. Ekvipagen klarede sig igennem den udfordrende bane med en fejlfri runde i tiden 67,17 sekunder, der placerede dem på en flot femteplads i et stærkt felt ud af 65 ekvipager. I samme klasse var danske Zascha Nygaard Lill til start med Conterno-Blue PS e. Veyron/ Chacco-Blue, der med en sikker og fejlfri runde red sig ind på en 13. plads. 

Copyright Ridehesten.com
Zascha Nygaard Lill og Conterno-Blue PS. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

I går, fredag, var en yderst succesfuld dag for danske Tina Lund, der havde tre heste til start, hvoraf alle tre gik fejlfrit med placering. Bedst af dem var dog den 10-årige vallak, Ionesco Sitte e. Hunters Scendro/ Argentinus, der blev placeret som nummer tre efter en fejlfri og hurtig runde i 135 cm-klassen. I samme klasse blev Tina Lund også placeret med Bliksem Mc Queen 111 Z e. Bamaco de Muze/ Lord Z, der ligeledes var fejlfri og blev placeret som nummer 10. Senere på dagen havde Tina Lund Olympic van de Noordheuvel til start i en 145 cm Grand Prix-kvalifikationsklasse, hvor de ligeledes var fejlfrie og placeret som nummer 16, og dermed kvalificerede de sig til søndagens Grand Prix. 

Copyright Ridehesten.com
Tina Lund og Ienesco Sitte. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

Fredag var Zascha Nygaard Lill igen i ilden med hele fire heste. Efter en dag med en enkelt fejlfri runde, og et par runder med lidt fejl, sluttede Zascha af med en succes. Denne gang i en 140 cm-klasse med hesten Cloud e. Carleyle/ Quiz, der med en fejlfri runde i både hovedrunden og omspringningen red sig ind på en flot femteplads. 

Tidligere i dag, lørdag, har Philippa Wildfang Linde været i ilden med én enkelt hest, men det var altså nok til at ride en topplacering hjem. Hende og Sohn Der Erde K e. Salz Der Erde/ Contender red en lynhurtig runde i 140 cm-klassen og blev placeret som nummer tre ud af 43 starter. Ligeledes har Philippas bror, Theodor Linde, været i ilden med Dancing Queen e. Darshan/ Papillon Rouge i en 140-cm klasse, hvor de sikrede sig en solid femteplads ud af 65 starter. 

Med de danske ryttere i topform bliver det spændende at følge resten af stævnet. Du kan se start- og resultatlister lige her. 

Copyright Ridehesten.com
Philippa Wildfang Linde og Sohn Der Erde K. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.
Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen