Dansk Rideforbund er velvidende om at mange savner svar og vished, og de forstår, at det udefra kan være svært at gennemskue, hvordan de arbejder, og hvilke muligheder de har for at præge politikernes beslutninger, så læs med her, hvor de i en pressemeddelelse prøver at kaste lidt lys over situationen pt:

Logikken der blev væk
Vi har sagt det før, og vi siger det igen; Vi er helt enige med jer i, at man skal kigge langt efter logiske sammenhænge, når vi taler om COVID-19-restriktioner. Tag nu bare vores ridehaller, der typisk har et areal på mellem 800 og 1600m2, sjældent er hverken opvarmede eller isolerede, og på ingen måder indbyder til nogen former for nærkontakt. Det virker uforståeligt, at de overhovedet betragtes som værende indendørslokaler til idræts- og fritidsaktiviteter, og at de dermed kun må benyttes til motionering af hestene, hvilket vi gentagne gange har gjort klart for Kulturministeriet. Samtidig medgiver vi, at det også virker besynderligt, at forsamlingsforbuddet på 5 personer gælder i så store bygninger, og at man ikke i stedet kan operere med et givent antal kvm pr. person ligesom man gør i f.eks. detailhandlen. Vi kan også hurtigt blive enige om, at COVID-19 vel næppe smitter mere, hvis man rider undervisning, end hvis man blot motionerer sin hest, ligesom vi godt kan forstå, hvorfor så mange spørger ind til mulighederne for f.eks. online-undervisning med det argument, at det jo ikke medfører en øget smittefare. Fællesnævneren for det hele er en tilsyneladende mangel på logisk sammenhæng, og vi er lige så frustrerede som I er. Faktum er desværre bare, at de restriktioner, vi er underlagt, gælder for alle kultur-, idræts- og fritidsaktiviteter, og via sektorforhandlingerne mellem DIF og Kulturministeriet er det desværre ikke realistisk at tro, at myndighederne kan tage særhensyn til en enkelt idrætsgren.

Samme spørgsmål - fortsat mange tolkninger
Ligesom det var tilfældet i tiden omkring nedlukningen sidste forår, er der fortsat stor forskel på de svar, man får, alt efter om man taler med sit lokale politi eller med myndighedernes corona-hotline. Det har vi vist alle efterhånden lært at acceptere, men for DRF at se ligger det største problem i, at der også fortsat er stor forskel på, hvordan de gældende love og restriktioner tolkes fra politikreds til politikreds. Som forbund ønsker vi på ingen måde at være medvirkende til at opsætte unødige begrænsninger for nogen, som ellers kunne have fået grønt lys til en given aktivitet eller lignende af deres lokale politi – vi tror simpelthen ikke på at gå efter laveste fællesnævner blot for at kunne give et facit med to streger under. Derfor kan vi ofte ikke give 100% konkrete svar på jeres spørgsmål, når I ringer og skriver til os. Vi er helt enige med jer i, at reglerne i en perfekt verden ville være fuldkommen ens for alle, men sådan er virkeligheden desværre bare ikke, når der sidder personer i hver enkelt politikreds og tolker på retningslinjerne. Vi forstår, at det er en ringe trøst, men vi opfordrer nu alligevel til, at I støtter op om hinanden rundt omkring og ikke bruger energi på at ærgre jer over, hvis andre får lov til mere end jer. En anden problematik er desuden, at især corona-hotline henviser til DRF med beskeden om, at det er os, der skal tage stilling til konkrete tolkningsspørgsmål. Her kunne et eksempel være hvorvidt det er tilladt at modtage indendørs undervisning via skype, hvor der jo altså ikke er en underviser fysisk til stede. Problemet er bare, at vi som idrætsforbund ikke har lovhjemmel til at træffe den slags beslutninger. Det er de lokale politikredses ansvar at håndhæve og evt. sanktionerer ift. retningslinjerne fra myndighederne og ikke DRF’s, og således bliver I sendt i ring i systemet, og det er på ingen måde optimalt. Vi ved det, men det svært for os at ændre på.

Puslespillet er ikke blevet mindre komplekst
Snart skriver kalenderen 11. marts, og det betyder, at vi som samfund har levet med et utal af restriktioner og begrænsninger i et helt år. For ridesporten har det både betydet perioder med nedlukning, hvor vi dårligt har kunnet passe og ride vores heste, og hvor eksempelvis alle klubaktiviteter og stævner har været aflyst, men der har også været perioder med genåbning, hvor vi akkurat nåede at få fornemmelsen af, hvordan hverdagen plejede at være før COVID-19. Nu er vi så tilbage midt i endnu en nedlukning, og det er tydeligt, at de fleste af os er ved at være godt og grundigt frustrerede over, at ingen kan svare os på, hvornår vi er tilbage til normalen. I sådan en situation har vi fuld forståelse for, at det for vores omverden kan være svært at gennemskue, hvorfor vi som forbund ikke går mere aggressivt til værks og eksempelvis kræver, at der gerne må afvikles undervisning i ridehallerne. Endnu en gang er vi bare nødt til at appellere til, at man kigger på det store billede, hvor ridesporten blot er en lille brik i et stort puslespil, og hvor Dansk Ride Forbund blot er ét specialforbund ud af i alt 62 forbund under Danmarks Idrætsforbund (DIF). Som flere måske har erfareret på nuværende tidspunkt, har myndighederne kun såkaldte sektor-forhandlinger med hovedorganisationerne, og her er DRF repræsenteret af DIF. Bliver vi som forbund mere aggressive i vores tilgang udenom DIF, og får vi rent faktisk hul igennem til politikerne og opnår yderligere dispensationer fra loven for ridesporten, vil det med stor sandsynlighed kompromittere DIF’s tyngde og momentum i forhandlingerne med Kulturministeriet (KUM), og det vil i sidste ende være på bekostning af de øvrige idrætsgrene. I forhandlingerne mellem DIF og KUM er der tale om en konstant afvejning af, hvor meget, der kan åbnes – hele tiden med det for øje at undgå for stor smittespredning. Får vi f.eks. tilladelse til én ting i ridesporten, betyder det, at et eller flere andre forbund bliver forbigået. Med i afvejningen er også en faktor som forbundenes størrelser, og som det 7. største forbund under DIF har vi mange medlemmer, og eventuelle lempelser i vores sport kan have større betydning for smittespredning, end de vil have for mindre forbund med færre medlemmer. Her må vi altså fortsat erkende, at vi som en stor idrætsgren har et stort ansvar. På nuværende tidspunkt er det derfor vores klare vurdering, at vi i ridesporten er nødt til endnu en gang at væbne os med tålmodighed og afvente de kommende genåbningsforhandlinger. Dog er det generelt set vores oplevelse, at idrætten umiddelbart ikke har førsteprioritet hos politikerne, når der lempes på restriktionerne. Vores væsentligste mulighed for en hurtigere lempelse af restriktionerne er derfor at bakke op om DIF og bidrage med alle vores argumenter til, hvordan ridesporten kan undgå smittespredning ved genåbning af idrætssektoren.

Ridesporten er bedre stillet end mange andre idrætsgrene
Om end det er frustrerende, at vi fortsat er underlagt så mange restriktioner i ridesporten, bør vi dog også huske på og være taknemmelige for, at vi under den nuværende nedlukning trods alt har haft adgang til ridehallerne i modsætning til i foråret. Tilbage i december lykkedes det os nemlig – med hjælp fra alle jer, der hjalp os med at sprede budskabet på de sociale medier – at få politikernes opmærksomhed, da både hestevelfærden og sikkerheden i sporten generelt var truet, hvis ridehallerne skulle holdes 100% lukkede. Optimalt set havde vi naturligvis helt fået ridehallerne undtaget fra nedlukningen, men det var desværre ikke en mulighed. Vi forstår godt, at mange efterhånden savner og har brug for undervisning, men vi er simpelthen nødt til at overveje, hvilket signal det sender, hvis vi efter to måneder kommer og beder om yderligere lempelser, mens hele samfundet fortsat er mere eller mindre lukket ned.

Hvad gør DRF så nu?
Mens vi venter på en eller anden grad af genåbning for idrætten kollektivt, retter vi i administrationen et stærkt fokus mod vores medlemmer, altså klubberne, for vi ved, at mange af jer kæmper i øjeblikket. I foråret havde vi årstiden med os, og medlemmernes optimisme var fortsat intakt. Nu er årstiden imod os, og nogen af jer oplever nu, at medlemmerne forsvinder eller stopper med at betale for ydelser, de ikke får, modsat i foråret.
På den korte bane vil vi derfor endnu en gang opfordre jer til at ringe eller maile til os, hvis I på nogen måde har brug for hjælp eller sparring, hvad enten det handler om relevante kompensationsmuligheder, aktuelle hjælpepakker eller inspiration til online-aktiviteter, som I kan bruge til at holde motivationen og gejsten hos jeres medlemmer oppe – vi sidder klar til at hjælpe jer.
På den lidt længere bane har vi gang i en masse nye projekter og tiltag, som har til formål at hjælpe jer med både at fastholde og rekruttere medlemmer, og vores team af udviklingskonsulenter er mere end klar til at præsentere dem for jer via Teams eller ved at komme ud og besøge jer fysisk, så snart det igen er muligt at mødes. Her taler vi f.eks. om de nye digitale ryttermærker, en opdateret certificeringsordning, aktiviteter til rekruttering af voksne ryttere, nye turneringer og meget mere.

Lad os arbejde sammen her i slutspurten
Kære klubber; I gør et kæmpe stykke arbejde, og det er fantastisk at se, hvordan I bliver ved med at kæmpe for at holde hjulene i gang i en umulig tid. Stor ros til jer! Kære ridesport som helhed; Selvom det er hårdt og træls, så hold ud lidt endnu og hjælp og støt hinanden, hvor I kan. Vi forstår jeres frustrationer over, at hverdagen fortsat er så præget af restriktioner, men hvis vi ikke overholder dem, risikerer vi ikke alene dårlig omtale af vores egen sport, men vi risikerer også, at idrætten som helhed bliver rykket længere tilbage i køen, når det skal prioriteres, hvad der kan genåbnes og i hvilken rækkefølge.

/DRF