Hoppe forlader Hoffmann

20-09-2018 15:06

Britt Carlsen

Simone Hoppe flyttede i foråret 2017 sin forretning til Søholt Gods hos Grethe og Hasse Hoffmann – et valg som både hun og familien på Søholt har været meget glade for, men nu prøver Simone kræfter med et job i Tyskland

Copyright Ridehesten.com
Simone Hoppe mellem Grethe og Hasse Hoffmann.

– Der er nogle chancer, man er nødt til at gribe. Derfor begynder jeg den første november et nyt liv i Tyskland som rytter på Klosterhof Medingen, fortæller Simone Hoppe. Hun glæder sig til den nye udfordring, og muligheden for at udvikle sin passion for dressur på et højt niveau. Omvendt, så kommer hun i høj grad til at savne sine elever og dagene på Søholt, som hun kalder ”hjem”.

– Jeg har den største respekt for Grethe og Hasse, de har videregivet deres viden, opdragelse og forståelse for heste, og uden dette havde jeg ikke gået den mulighed, som nu står foran mig.

Grethe og Hasse fortæller: – Vi kommer til at savne Simone meget, det har været det perfekte match at drive to forretninger med heste fra samme sted. Vi har suppleret hinanden vældig godt. Når det nu ikke kan være anderledes, er vi på udkik efter en, der ligesom Simone, kunne tænke sig et samarbejde med os.

Simone forventer at komme til Danmark hver 14. dag for at se til nogle af de heste, hun lader blive stående tilbage, og for at holde kurser og støtte sine elever, og så forventer hun helt klart også at lægge vejen forbi Søholt.

– Hasse og Grethe er, udover at være enormt dygtige ryttere og undervisere også kunstnere, som formår at bringe ridning og håndtering af heste op på et højere niveau. Jeg kommer til at savne at køre op ad den smukke Skovvej til Søholt gods hver morgen. Jeg har nydt hver en time hos Hoffmann, og er stolt over at være en del af deres historie.

– Jeg er nødt til at drage ud på dette nye eventyr, hvor jeg ved at familien Wahler, Klosterhof Medingen, kan videreudvikle det grundlag Hasse og Grethe har givet mig. Søholt vil altid være grundlaget for min ridning og dette er ikke et farvel til Hasse og Grethe, for jeg har deres lærdom med mig hver dag fremover, slutter Simone.

Hasse Hoffmann er forfatter til den populære best seller - Dressur med hjerte og forstand - der kan købes i Ridehesten web shop

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner