Hestesporten er under lup mere end nogensinde før, og nu prøver Simone Hoppe at sætte et par ord på nutidens debat. Foto: Privat

Ridesporten er under lup. Ryttere udstilles i flæng som dyremishandlere, trues på det groveste og svines til på sociale medier og i pressen. 

For flere år siden drømte jeg om en kulturforandring i sporten og bad offentligt om den. Jeg oplevede, at fokus var ved at glide fra ridning som et smukt samarbejde mellem hest og rytter til en magtpræget cirkusverden. Jeg savnede at målet var at hest og rytter smeltede sammen til en kunstform præget af lethed og ynde. Ridning skal i mine øjne være som ballet. Uden samhørighed, gensidig forståelse og respekt mister ridning for mig sin essens. 

For mig handler det ikke kun om at sidde i sadlen. Jeg elsker alt omkring hestene - fodring, staldarbejde, daglig pleje og blot at være i deres selskab. Horsemanship og samværet uden for ridningen skaber en relation og en dybere forståelse for disse fantastiske dyr. Vores vigtigste opgave som ryttere er at sætte os ind i hestenes behov og skabe en tryg relation. Samarbejde skal være nøgleordet. 

Men i stedet for en kulturforandring indefra oplever vi nu et massivt angreb - især på dressurryttere. Disse angreb er ofte misforståede og unuancerede, sandsynligvis fordi vi i sporten ikke selv har taget styringen i tide. Det er så ærgerligt, at vi ikke for længst har vendt tilbage til det yndefulde samarbejde, inspireret vores elever og bakket hinanden op i en vision, hvor ridning ikke handler om prestige, penge og champagne. Forandringen er i gang, men det går for langsomt. Både eliteryttere, amatører, dyrlæger og dommere har et ansvar. Vi arbejder med levende dyr, og de fortjener vores respekt, forståelse og indføling. 

Simone Hoppe efterlyser en kulturforandring indefra, og ikke et massivt angreb mod ridesporten. Foto: Privat

Men angrebene på sporten er ikke længere en del af denne nødvendige forandring - de har udviklet sig til en ubehagelig og uberettiget hetz. En lille, men højrøstet gruppe synes at have en agenda, der går ud på at nedlægge sporten. De udskammer og udstiller eliten på en usaglig og ubehagelig måde og uden indsigt i realiteter. Denne form for nedværdigelse og hadefulde retorik er ikke kun usympatisk - den er også useriøs. Det virker mere som en personlig vendetta fra mennesker med begrænset indsigt end som en oprigtig kamp for hestevelfærd. Jeg er overbevist om, at hestevelfærd og ridesport kan gå hånd i hånd. Heste kan bestemt uddannes til Grand Prix-niveau uden at lide. De kan trives under præstation og med passende pres, hvis de trænes korrekt med respekt og tålmodighed. 

Sporten har været ude på et sidespor, og en kursændring har været nødvendig. Nu er tiden kommer til at tage ansvar og sikre, at ridning handler om et samarbejde mellem hest og rytter - ikke kun rosetter og eksklusivt udstyr. 

Jeg drømmer om, at den gode stemning, duften af hest og fællesskabet i ridesporten kan blomstre igen. At vi sammen kan tage ansvaret på os og sikre, at sporten bygger på respekt, indsigt og forståelse. Det kræver en indsats fra alle, og det kræver, at vi står sammen. 

For mig handler det ikke om at forbyde pisk, sporer eller kandar. Det handler om at skifte fokus. Det er op til os at tage teten, at undervise og uddanne med faglighed og ordentlighed. Vi har brug for forbilleder, der er værd at se på til. 

Lad os være forbilleder. Det ved jeg, at vi kan. 

/ Simone Lunding Hoppe.