Helle Kristensen
Simone var ikke særligt gammel, da hun første gang stiftede bekendtskab, med den mavefornemmelse der ofte dukker op, når ALT bare spiller mellem hest og rytter, og samarbejdet går op i en højere enhed. Bekendtskabet kom til hende via en Lippizaner. En hest der i den grad var med til at forme hende som rytter, og som hun den dag idag ,stadig tuder når hun ser.
En der dannede grundlaget, for den tilgang Simone har til ridning idag.
Simone er faktisk helt grundlæggende et klassisk eksempel på, at med passion følger ofte store bedrifter.
Hun er ikke uddannet berider. Hendes forældre har aldrig købt en dyr hest til hende, og som underviser er hun grundlæggende ligeglad med om hendes ryttere rider på en lidt for tyk fjordhest eller en dyrt indkøbt lærehest. Hendes eneste fokus er, at kemien mellem hest og rytter skal være god.
Med dette som udgangspunkt har Simone formået at skabe sig et navn inden for træning og salg af heste.
Hun driver sin forretning fra en af de mest kendte adresser i dansk ridesport. Søholt Gods ved Ebeltoft.
Det vigtigste bør altid være glæden ved ridning
Stort set alle heste Simone har ejet, har haft én ting til fælles. De har skulle syntes det var sjovt at ”gå til ridning”. Og lige netop den tilgang, bør være indgangsvinklen til alt ridning, ifølge Simone. Hun vil gerne opfordre til, at vi som ryttere bliver meget bedre til at prioritere kemi mellem hest og rytter, når vi er ude at finde vores næste ridehest.
"Som rytter skal du fokusere på at kemien mellem hest og rytter er i orden. Du skal selfølgelig vælge en hest der passer til dit behov, forstået på den måde at du ikke skal vælge en springhest, hvis du gerne vil ride dressur, men jeg syntes det er vigtigt at vi får italesat at mange amatørryttere ikke har brug for en hest hvor forbenene spjætter højt op i luften. De har brug for en hest der kan give dem en god ridetur. Når man føler sig tilpas på en hest, så bliver samarbejdet også derefter. Og min erfaring er, at de ryttere der rider en hest hvor samarbejdet er det primære fokus, de udvikler både deres egne færdigheder men også hestens i langt højere grad, end de ryttere der vælger en hest hvor kapaciteten er i top, men hvor kemien måske ikke er helt så god.
Som rytter skal du ALDRIG være “flov” over at du rider på den ene hest frem for den anden. Det er vigtigt at du vælger den hest der passer til DIG og DIT behov.
"Ridning er et billede af vores sjæl! Og en glad rytter betyder en glad hest! "
Stævneridning bør afspejle din hverdagsridning
Ridning bør helt grundlæggende handle om hverdagsridningen. Og den glæde ridningen giver dig i den daglige træning. Min hverdagsridning er der hvor jeg kan få lov at nørde og gå lidt mere i dybden med de ting jeg laver.
Jeg ELSKER at komme afsted til stævne. Og jeg bliver høj af at få det gode resultat med hjem. Jeg bliver også sur når jeg bliver nummer 7 - På den måde er jeg ikke bedre end alle andre. Men helt grundlæggende elsker jeg stævner, fordi det giver mig mulighed for at optimere på min hverdagsridning. Mulighed for at udvikle mig og forbedre mit samarbejde med hesten.
Rideglæde i alle størrelser, former og farver
Simone Hoppe er et omvandrende skoleeksempel på at rideglæde kan findes i alle heste. Uanset størrelse, race og farve. For det er ikke kun de smukke varmblodsheste der får Simones smil til at brede sig fra det ene øre til det andet.
For nogle år siden stiftede Simone bekendtskab med islænderverdenen. Og den verden er lige så svær for hende at slippe som varmblodsverden.
Jeg kommer ALDRIG til at holde op med at ride varmblod. Den fornemmelse du får når hesten danser under dig, den kan ikke beskrives. Men islænderhesten giver mig nogle oplevelser som jeg heller ikke vil undvære - og jeg føler langt hen ad vejen at min ridning bliver forbedret ved at jeg tager det bedste fra begge verdener.
Det gode sind bør fylde mere i varmblodsavlen
Det faktum at jeg kan læsse 2 islænderhingste ind i en trailer alene, og køre afsted til stævne det syntes jeg er helt vildt fedt. Og det bruger jeg meget i min tilgang til varmblodshestene. Grundlæggende tror jeg, vi som ryttere skal lære at se meget mere bredt på ridningen.
Ligesom de enkelte avlsforbund, skal blive bedre til ikke at konkurrere mod hinanden og pege fingre ad hinanden, men istedet tage ved lære af de ting, som de hver især gør godt.
Jeg kunne personligt godt tænke mig, at man i DV-avlen fokuserede mere håndterlighed og ridelighed og ikke kun tilgodeså gang og kapacitet. Det ene bør jo ikke udelukke det andet!
Mange af de ryttere, jeg sælger heste til, har brug for en hest der giver dem en god tur. De har brug for en hest, der har lyst til at arbejde og nyder at samarbejde.
I varmblodsavlen ser du aldrig hingstene blive håndteret i hverdagen. Det mener jeg er et reelt problem. Det betyder at man i værste fald avler på en hest der laver uhåndterligt afkom. Og det giver hverken hest eller rytter særligt gode forudsætninger for en god ridetur.
På det punkt kunne varmblodsavlen godt lære noget af islænderavlen.
Vi skal huske at hovedparten af rytterne der køber heste er amatørryttere, der har hest fordi de elsker at ride.
Hvis deres ridetur starter med en hest der er uhåndterlig, en hest der ser spøgelser alle vegne, eller er sur når den bliver sadlet op, så når rytteren at blive demotiveret inden han/hun overhovedet sætter sig i sadlen. Og så når de ikke til det punkt, hvor det bliver VIRKELIGT sjovt. Dér hvor man får lov at udvikle sig. Og dér hvor man mærker at hesten samarbejder og nyder ridningen.
Artiklen er første gang blevet udgivet på everhorse.dk
