Trine Askjær-Jørgensen
De seneste dage har vi kunnet berette om imponerende resultater fra de danske paradressurryttere ved EM i hollandske Ermelo. De hører da også til blandt verdens bedste og mest vindende med erfaring fra f.eks. VM og OL.
Onsdag red Katrine Bjelke Kristensen med Gørklintgårds Quater e. Quaterback/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Jørgen Ravn) og Tobias Thorning Jørgensen med Jolene Hill e. Blue Hors Schufro Hit/ Windsor (opdr. Hanne Andreasen) sig til de to første individuelle sølvmedaljer, og den succes gentog de i går.
Pia Wulff Jelstrup med Zafia e. Blue Hors Zee Me Blue/ Caretino (opdr. Gitte Elkjaer Kjeldsen) red sig ligeledes til individuelt sølv i torsdags og gentog successen i grad IV i dag. Karla Dyhm-Junge og Miss Daisy e. De Noir/ Blue Hors Future Cup (opdr. Marianne Brinck Stengaard) er begge dage endt lige udenfor placeringsrækken på henholdsvis fjerde- og femtepladsen.
Klasserne i går og i dag talte til holdkonkurrencen, hvor Danmark efter grad I, II og III var på guldkurs. Desværre viste tyskerne og hollænderne sig i sidste ende at være lige en my bedre, efter grad IV- og V-rytterne i dag havde været på banen. Tyskland løb med guldet med samlet 224,454%, Holland tog sølv med 223,362%, og Danmark vandt holdbronze med 221,974%. Det var virkelig tæt i konkurrencen, hvor hele 12 hold deltog.
Pia Wulff Jelstrup og Zafia blev individuelt nr. 2 i grad IV-klassen i dag med 72,108%, som var det sidste resultat, der talte med i regnestykket for det danske hold.
I morgen står den på de individuelle kürfinaler for alle frem grader.
Resultatet af holdkonkurrencen.
Stævnets start- og resultatlister.