Fire PB'er sikrede VM-holdsølv

13-08-2022 18:27

Trine Askjær-Jørgensen

Som landstræner Astrid Gemal sagde, så kan man jo nærmest kun drømme om hele fire personlige rekorder i holdkonkurrencen, hvor det virkelig gjaldt, hvis der skulle rides mere metal hjem til Danmark – men de fire, dygtige paradressurryttere gjorde det!

Nyheden fortsætter efter annoncen

Her i weekenden finder sidste del af VM i paradressur sted på BB Horse Arena i Herning, hvor holdkonkurrencen afgøres i dag, og kürfinalen skal stå i morgen.

En enkelt, dansk pararytter var i ilden i går, hvor det var førstedag af holdkonkurrencen. Katrine Kristensen fik sammen med Gørklintgårds Quater lagt rigtig godt fra land for det danske paradressurhold med en score på godt 77%.

Lørdag formiddag var det så næste rytters tur på holdkonkurrencens andendag. Karla Dyhm Junge red en fremragende tur med hoppen Miss Daisy e. De Noir/ Blue Hors Future Cup (opdr. Marianne Brinck Stengaard). Sammen fik de en endnu højere score, end de gjorde den anden dag. Således fortsatte den kun 19-årige den flotte stil og sikrede med en fjerdeplads i grad III-klassen en score på 73,294% til holdet.

Senere i grad III-klassen var det så tid til VM-guldvinderen fra i torsdags, Tobias Thorning Jørgensen, med den skimlede hoppe Jolene Hill e. Blue Hors Schufro Hit/ Windsor (opdr. Hanne Andreasen). Tobias red igen en vanvittig flot tur med mange højdepunkter, og det resulterede også i en endnu højere score end i torsdags – hele 79,265% – og altså et vildt godt bidrag til holdet.

Resultatet af grad III-klassen i dag.

Copyright Ridehesten.com
Tobias Thorning Jørgensen og Jolene Hill bidrog med en score på hele 79,265% til holdet. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Sidste danske pararytter på banen i dag var Nicole Johnsen med Moromax e. Occacio/ Schampus (opdr. Steffen Madsen) i paradressurens grad V. Også Nicole og "Moro", som hun kalder ham i daglig tale, red en endnu højere procent hjem i dag i forhold til i torsdags, nemlig 73,310%.

Resultatet af grad V-klassen i dag.

Copyright Ridehesten.com
Nicole Johnsen og Moromax er relativt nye paradressur, men har virkelig gjort det godt ved VM. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen

Med de fire personlige rekorder, hvoraf tre tæller til holdresultatet, blev det til endnu en medalje til Danmark, nemlig en VM-sølvmedalje i paradressur for hold. Danmark fortsætter altså med at føre medaljestatistikken over hele VM'et i fire ridesportsdiscipliner, hvor det er blevet til i alt otte medaljer indtil videre.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Det danske paradressurhold var ultratæt på en guld medalje, idet de red til samlet 229,751%, og hollænderne, som vandt, red til samlet 230,225%.

Landstræneren i paradressur, Astrid Gemal, havde da heller ikke meget at sætte en finger på:

– Jeg har ikke så meget at klage over; Det har været helt okay at være landstræner her de sidste par dage. Vi har jo fire VM-debutanter, og de har alle sammen præsteret fuldstændig vanvittigt og redet PB'er hjem her i holdkonkurrencen i dag. Det kan man jo kun drømme om, siger hun og fortsætter:

–  Alle har været glade, og de har virkelig haft et godt hold og bakket hinanden så meget op. De har villet hinanden så meget, og det betyder rigtig meget for resultatet og det niveau, de får lagt i dag. Nu hvor konkurrencen er så tæt, er vi bare endnu mere motiverede for at tage guldet ved PL i Paris i 2024 – og selvfølgelig også til küren i morgen. Jeg har lige siddet og gennemgået deres kür med dem hver især. De vil give alt, hvad de har i morgen.

Resultatet af holdkonkurrencen ved VM i paradressur.

Start- og resultatlister.

Livestream.

TV-sendetider.

Herning2022.

Copyright Ridehesten.com
Landstræner i paradressur Astrid Gemal. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner