Trine Askjær-Jørgensen
I dag er sidste dag ved det internationale stævne på Vilhelmsborg syd for Aarhus, hvor den 3-stjernede stor tur netop er blevet afsluttet med en Grand Prix Special. Inden længe følger så World Cup-küren, som er stævnets sidste klasse.
Tysk sejr til allersidst
15 ekvipager var til start i den 3-stjernede Grand Prix Special, og af alle disse heste var kun to hopper, men ligesom i fredags var det igen de to hopper, der var bedst – selvom der i dag var bytte rundt på placeringsrækkefølgen. Hvor der i fredags var en dansk rytter øverst på podiet i den 3-stjernede Grand Prix, så blev klassen i dag vundet af den erfarne tyske rytter, Dorothee Schneider, som med hoppen Sisters Act Mt OLD e. Sandro Hit/ Royal Diamond 5 red en rigtig flot Grand Prix Special uden nogle store fejl. Det gav dem en samlet score på 74,213% hos et generelt ret enigt dommerpanel.
Danske Andreas Helgstrand, som netop vandt stor tur i fredags, måtte således se sig slået med en my – men var dog trods alt igen i dag bedste dansker i klassen. Den super velgående hoppe, Queenparks Wendy e. Sezuan/ Blue Hors Soprano (opdr. Kurt Gosmer), så ud til virkelig at være med på legen i dag og går med så meget kvalitet i både gangarter og udførslen af øvelserne. Med mere styrke og rutine på det her niveau kan den nu kun 8-årige hoppe uden tvivl komme til at blive helt fantastisk.
Passagen fungerede virkelig godt i dag, der var flotte toer- og etterchangementer, rigtig dejlig, stor og rummelig fri galop – altså mange højdepunkter og ikke nogen egentlige fejl. Der var dog ret stor uenighed blandt dommerne omkring, hvordan ekvipagen skulle vurderes, idet procenterne varierede helt fra 69% til 77%, men samlet blev det til 73,085% og en andenplads.
To andre. danske ekvipager blev placeret, nemlig Charlotte Heering med Bufranco e. Negro/ Zevenster, som med 71,106% endte på tredjepladsen, og Nadja Aaboe Sloth og Favour Gersdorf e. Foundation/ Leandro (opdr. Inger Marie Andreasen), som red sig til 70,085% og en femteplads.
Fælles for begge ekvipager var, at de havde mange højdepunkter, men desværre også nogle dyre fejl, idet der skete et par misforståelser for begge, hvor hestene kom til at springe an til galop. Alligevel var procenterne høje nok til placeringer og at blive hyldet af publikum i arenaen.
Anna Zibrandtsen endte i dag lige udenfor placeringsrækken på sjettepladsen og avancerede således en hel del fra i fredags, hvor hun med Quel Filou e. Quarterback/ Stedinger blev placeret som nr. 12. Med den 11-årige, brune oldenborgervallak har Anna kun startet en 3-stjernet stor tur en enkelt gang før, nemlig i Falsterbo i sommers, hvor de red Grand Prix og Grand Prix kür. I dag var dermed ekvipagens første start i Grand Prix Special, og det var en rigtig flot debut, som endte med 69,957%.
Stævnets start- og resultatlister.