Paralandsholdet også ramt af skader

27-08-2018 17:26

Britt Carlsen

En skadet hest koster Tobias Thorning Jørgensen deltagelsen i VM. Ved træningssamlingen i sidste uge på Blue Hors var Tobias med uden hesten, der havde et hævet ben. Håbet var, at hoppen kunne blive klar til WEG - det bliver hun ikke

Copyright Ridehesten.com
Caroline Cecilie Nielsen og hesten Davidoff går ind på holdet

Tobias Thorning Jørgensen, der vandt individuelt EM-bronze sidste år, var udset til at være et stærkt kort på paralandsholdet til WEG i Tryon.
En skadet hest koster Tobias Thorning Jørgensen deltagelsen i VM. I samråd med landsholdets faste dyrlæge Lars Bak og landstræner Astrid Gemal har Tobias Thorning Jørgensen vurderet, at hesten Bruunholms Caribian ikke når at blive klar inden den danske trups afrejse til USA den 11. september.

I stedet træder Caroline Cecilie Nielsen og hesten Davidoff ind på holdet. Ekvipagen var på forhånd udpeget som VM-reserve og har deltaget i landsholdets seneste samlinger. Caroline Cecilie Nielsen har været med omkring landsholdet i paradressur igennem ti år og har en bronzemedalje fra de Paralympiske Lege i 2008 som karrierens største resultat.

- Jeg er utrolig glad for at blive udtaget til VM, men samtidig så ked af det på Tobias' vegne. Davidoff og jeg vil gøre alt for at repræsentere Danmark på bedste vis, siger hun.
Ved træningssamlingen på Blue Hors så Caroline og Davidoff ud til at være på vej i topform, det var en fornøjelse at se de to ride program. 

Den danske VM-trup består af Line Munk Madsen (grad I) og Hønnerups Beebob, Stinna Tange Kaastrup (grad II) og Horsebo Smarties, Susanne Jensby Sunesen (grad IV) og CSK's Que Faire samt Caroline Cecilie Nielsen og Davidoff.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner