Dansk holdbronze i paradressur

24-08-2013 20:32

Signe Wiese

Dagens individuelle finaler i paradressur ved Ecco FEI European Championships afgjorde samtidig holdkonkurrencen. I begge konkurrencer var briterne overlegne. I holdkonkurrencen blev det til en flot dansk bronzemedalje

Copyright Ridehesten.com
Det danske hold - her flankeret af holdleder Lis Lihme - vandt bronze i holdmesterskabet i dag.

Fire af paradressurens i alt 11 medaljesæt blev uddelt i dag. Det gjaldt de individuelle finaler i grad Ia, II og III. De britiske ryttere tog guld i 3 af klasserne. I dagens første klasse, grad III for de næstmindst hæmmede, blev det dog til tysk sejr. Her vandt rutinerede Hannelore Brenner og Women of the World e. Walt Disney med 72,61%. Hannelore Brenner er i forvejen verdensmester og olympisk mester, men det gør ikke glæden mindre, sagde hun efter sit ridt: 

- Det er en vidunderlig følelse hver gang. Du skal arbejde hårdt for at være en lille smule bedre end året før, fordi dommerne kender dig og ved, at du kan gøre det godt. 

Klassens nummer to blev hollandske Sanne Voets med 71,92%, mens nummer tre blev franske José Letartre, der red til 69,68%. 

Grad Ia
Dagens næste klasse var grad 1a for de mest svækkede ryttere. Den britiske favorit Sophie Christiansen og hesten Janeiro e. Jacquare tog guld med et ridt på 76,60%. Efter sit ridt afslørede Sophie Christiansen et af sine tips: 

- Et af mine hemmelige våben fra de olympiske lege var at smile til dommerne. Det gjorde jeg i den første klasse til det her stævne, men så gik det op for mig, at det var de samme dommere. Så i dag kikkede jeg ikke på dem, men fokuserede på at ride.

Christiansens landsmand Anne Dunhan og den danske hest Lit Lucas Normark tog sølv med 75,17%, mens nummer tre blev irske Helen Kearney med 74,47%. 

Grad II
Storbritanniens dominans fortsatte i grad II, hvor Natasha Baker og Cabral e. Bujak sikrede sig guld med en præstation til  72,11%. I stævnets første klasse blev hesten ophidset, men i dag lykkedes det at holde ham rolig, sagde Natasha Baker efter sit ridt: 

-    Jeg satsede på at ride sikkert, og i dag var han meget mere pålidelig og lyttede til mine signaler. 

Klassens nummer to blev tyske Angelika Dr. Trabert og Ariva Avanti e. Alabaster med 71,57%. En anden tysker satte sig på bronzemedaljen, nemlig Britta Näpel på Aquilina, der red til 71,28%. 

Holdmedaljer 
De individuelle finaler afgjorde samtidig holdkonkurrencen. De endte med en overbevisende britisk sejr på i alt 453,58%. Tyskerne tog sølv med 429,06%, mens danskerne fik bronze med 422,03%. Lige i hælene fulgte Italien med 421,70%. Nummer 5 blev Holland med 419,00%. 

Søndag afvikles kürfinalerne for de 7 bedste ryttere fra hver grad. 

Resultater

EM i Herning 2013

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner