Hest reddet op fra Limfjorden

03-04-2025 10:04

Onsdag aften modtog Nordjyllands Beredskab en usædvanlig anmeldelse om to heste, der havde forvildet sig ned i Limfjorden. Den ene af hestene endte med at sidde fast i flere timer, men med hjælp fra brandfolk, kystredningsfolk og lokale borgere endte aktionen godt

Copyright Ridehesten.com
Onsdag aften rykkede et talstærkt beredskab ud til en usædvanlig redningsaktion i Limfjorden, hvor en hest havde forvildet sig ud. Foto: Agger Redningsaktion

Onsdag aften udspillede sig en dramatisk redningsaktion i Limfjorden nær Boddum i Sydthy, da en hest sad fast i dyndet cirka 20 meter fra kysten. Efter en timelang indsats lykkedes det klokken cirka 20.45 at få den i sikkerhed. 

Ifølge indsatsleder fra Nordjyllands Beredskab, Kristoffer Holm, kom alarmopkaldet kort før klokken 18. Brandfolk fra stationen i Hurup, kystredningsfolk fra Agger Redningsstation samt lokale borgere deltog i redningsaktionen. Hesten blev mere og mere afkræftet under indsatsen, men med hjælp fra dygtige folk og under kyndig vejledning af en dyrlæge, lykkedes det redningsholdet at få den fri af fjordens dynd. 

Under aktionen var Kristoffer Holm noget usikker på hestens tilstand, udtalte han til Nordjyske: – Vandet er rimelig koldt, så hesten fryser og er afkræftet, så når vi får den i land, må dyrlægen vurdere, hvordan den har det

Da hesten endelig var reddet op fra det kolde vand, søgte den efterfølgende selv ind i en nærliggende stald, hvor den fik varme og vand, og blev tilset af en dyrlæge. 

Copyright Ridehesten.com
Hesten sad fast cirka 20 meter fra land. Foto: Agger Redningsstation

Hestene var på springtur
Redningsfolkene blev gjort opmærksomme på situationen af en gårdejer, der observerede hestene i fjorden. Der var faktisk to heste, men den ene stod på land og kunne hurtigt bringes i sikkerhed. Ifølge Kristoffer Holm havde hestene været på en længere springtur, før de endte i nærheden af Neessund, hvor der er færgeforbindelse mellem Thy og Mors: 

De har været på noget af en tur. Jeg ved ikke helt præcist, hvor de kommer fra. Vi har først lige - med hjælp fra dyrlægen - fået kontakt til ejeren, som er på vej hertil, fortalte han kort før klokken 20, da redningsaktionen stadig var i fuld gang. 

Dyrlægens vurdering
Torsdag morgen kunne lederen af Agger Redningsstation, Benny Friis Gade, oplyse, at han havde været i kontakt med dyrlægen, der tilså den hest, der havde siddet fast i Limfjorden: 

Meldingen er, at den er ok. Den står fortsat i en lånt stald. Hestene har nok bevæget sig et par kilometer fra der, hvor de egentligt hører til, fortalte han til Nordjyske.

Med gode redningsfolk og kyndig vejledning fra dyrlægen endte redningsaktionen således godt, og hestene er nu genforenet med deres ejer. Se flere billeder fra den usædvanlige redningsaktion i opslaget herunder: 

Kilde: Nordjyske.dk

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner