Annika Knudsen Lorentsen
Det hele startede i september 2018, da Line Nilsson og hendes kæreste Paw skulle på 14-dages ferie på Rhodos. Paw og Line havde kendt hinanden, siden de var børn, og det seneste års tid havde parret været kærester.
– De første 4-5 dage gik, og jeg var ved at planlægge det helt store frieri til ham, forklarer Line, som fortæller, at den 5. oktober blev en dag, som hun aldrig nogensinde vil glemme, og det skyldtes ikke hendes frieri.
– Jeg glemmer aldrig nogensinde den følelse af afmagt, frustration og sorg, som fyldte min krop den dag. Følelser, der stadigvæk vækker mig midt om natten, og jeg får en klump i halsen bare ved tanken. På et splitsekund gik jeg fra at være lykkelig ved tanken om, at jeg skulle fri til Paw som få dage, til at stå i mit værste marerid, som omhandlede et dyr i nød.
Der stod Følbot
På Rhodos er Paw og Line ude at køre, og pludselig ser Line et skilt, hvor der står ”Seaside View Restaurant”, sammen med en pil ned ad en lille grusvej.
– Det fanger min øjne, og jeg får Paw til at om. Jeg er overbevist om, at det er skæbnen, der fik os ned ad den vej, for pludselig siger Paw: ”Der står sku da en hest”, og som det dyremenneske, jeg er, skal vi selvfølgelig stoppe og se på hesten, forklarer Line, og fortsætter:
– Det syn, der mødte os, var forfærdeligt. Han stod der, midt i solen, helt alene og med liggesår og brændemærker rundt omkring på kroppen.
Da Line og Paw sneg sig hen imod hesten, kunne de hurtigt se, at der sjældent kom venligt besøg til den lille hest. Der stod et par slidte spande ved siden af ham, den ene var helt tør, og den anden havde en bund-sjat at noget mørkt og fedtet stads.
– Paw fyldte vand i den tørre spand, og jeg lagde æbler på jorden til ham, men det var først, da vi gik væk fra ham, at han turde gå over og spise æblerne og drikke vandet, forklarer Line, som næsten ikke kan beskrive de følelser, som hun havde, da de igen skulle køre derfra.
– Forestil dig et menneske, helt udsultet og forslået. Du stikker personen et stykke brød og går så videre, det var den følelse jeg havde.
Starten på en lang rejse
Den 9. oktober var dagen, hvor Line havde planlagt, at hun ville fri til Paw. Hendes hoved var derfor fuld af planlægning, for at hun kunne overraske Paw, men hun kunne heller ikke få hesten ud af hovedet.
– Inden alt det frieri skulle starte, tog vi ud for at se, om han stadig stod der. Det gjorde han. Han stod og ventede, og han ventede på mig. Jeg skulle ikke kun overraske én den dag, men to.
– For da jeg træder ud af bilen, får Følbot øje på mig, og der opstår det helt ubeskrivelige øjeblik. Sidst vi var der, gik han ikke i nærheden af os, men denne gang begyndte han at vrinske af sine lungers fulde kraft, imens han løb hen til mig, lige indtil snoren han var bundet i, ikke kunne strække sig længere, forklarer Line.
Det var i dette øjeblik, at Line, Paw og Følbots liv ændrede sig, for nu havde Line besluttet sig, at denne hest, skulle med hjem til Danmark.
En svær opgave
Det at få Følbot med hjem, var dog ikke bare ligetil, og der var en del bump på vejen.
– Jeg tog kontakt til et rescue-center på Rhodos, som jeg sendte billeder til, men efter et par opkald, kunne jeg pludseligt ikke komme igennem til nummeret længere. Hvad havde man sådan et center for, hvis det ikke var for dyr i nød?
– Der var ca. fire timer til, at jeg skulle fri til Paw, og de fleste mænd var nok skredet for længst, så hvorfor ikke smide den store hestebombe inden. Den dag, fik jeg de to vigtigste ja’er i mit liv. Paw sagde ja til både frieri, og at vi skulle have Følbot med hjem.
Parret kørte derfor op til en rideskole i bjergene, hvor de tog kontakt til ejeren, for at høre om han kunne hjælpe dem med at købe Følbot fri, og få ham med hjem til Danmark.
– Jeg er rimelig sikker på, at han har tænkt, at jeg var komplet sindssyg, men han sagde, at vi skulle komme igen dagen efter.
En sindssyg tur
Den 10. oktober startede en sindssyg tur. Paw og Line tog igen op til Kadmos Horse Riding Club på Rhodos, og her sagde ejeren, at han var kommet i kontakt med ejeren, og at han havde sagt, at Følbot nok ikke var noget for Line, men at hun kunne købe en af hans heste i stedet.
– Jeg forklarede ham, at jeg ikke var kommet for at købe en hest, men at jeg var kommet for at sørge for, at Følbot kom væk fra det sølle liv. Ejeren af rideklubben, var selv tydeligt et hestemenneske, med et stort hjerte, så han forstod vist hurtigt, hvad det gik ud på. Det her var en redningsaktion, og jeg var dybt seriøs.
Ejeren af ridecenteret fortalte Line og Paw, at Følbots ejer var narkoman, og Line indrømmer, at hun som den naive turist, hun var, tænkte: ”Hvem er bange for en narkoman”.
– Vi tog til en lille by, hvor vi kunne finde ejeren, og det gjorde vi. Da vi kom derhen, ja du var ikke i tvivl. Alle var påvirket af et eller andet. Nogen nærmest kravlede på væggene, mens andre sad og hang. Jeg er ikke genert anlagt, så jeg tog hurtigt kontakt til to mænd, der sad og snakkede på græsk. De vidste, hvem ejeren af Følbot var, men de var bestemt ikke venner med ham. Vi bliver sendt over på den anden side af gaden til nogle mænd, som står og er højlydte, og de kender ejeren af Følbot, som hedder Johnny.
– Jeg kunne tydeligt mærke den ubehagelige aura, der omgav disse mænd, og de spurgte mig om jeg var alene. Da jeg så kalder Paw over til mig, ændrer alt sig, pludseligt er vi bedste venner. Den største af mændene siger, at jeg skal holde mig langt væk, da jeg fortæller, at jeg vil have hesten med hjem.
Der kom Johnny
Fem minutter efter kommer Johnny ned ad vejen, og Line kunne straks se, at man var meget påvirket, og meget utilfreds.
– Johnny ville havde 4000 Euro for Følbot, svarende til næsten 30.000 danske kroner, men efter en lang snak gik vi begge med til 1000 Euro, så nu skulle der hæves penge i banken.
Turen i forhold til at få fat i pengene, var omstændig, blandt andet fordi, man ikke kunne hæve mere end 500 Euro om dagen i banken. I kampen for at få retten til at få Følbot med hjem, måtte Line og Paw køre rundt på Rhodos i en bil med en af de påvirkede mænd, som helt tydeligt var en meget skummel type.
– Da vi endelig fik ham sat af, gik turen op i bjergene til manden med ridecenteret, så vi kunne planlægge Følbots rejse, forklarer Line.
Line og Paw var nu ved ridecenteret i bjergene, og manden var i gang med at klargøre sin hestetransporter.
– Han var meget hjertevarm, og han har et helt speciel tag på dyr, og især heste. Da vi satte os i lastbilen, og kørte ned til Følbot, tog jeg Paw i hånden, og vi behøvede kun at kigge på hinanden, for at vide, at vi delte de samme tanker: ”Mon Følbot ville være der, når vi ankom?”.
Følbot var væk
Da de ankommer til stedet, er Følbot selvfølgelig væk, og en meget bredskuldret mand, og kort efter kommer Johnny og brokker sig over, at han først kan få de sidste 500 Euro dagen efter.
– Han viser os ned ad en lille grussti, og ned til en meget faldefærdig bygning. Der stod Følbot, og han var meget bange, da Johnny tog ham ud af det lille mørke skur. De var meget hårdhændede ved ham, men heldigvis tog vores ven fra ridecenteret over, og da Følbot endelig var kommet op i lastbilen, og vi også var hoppet ind, brød jeg nærmest sammen. Sjældent havde jeg haft så splittede følelser, jeg var ovenud lykkelig for, at vi havde fået ham med, men jeg vidste også, at vi kun var et lille skridt på vejen.
Næste skridt var at få styr på kontrakten med Johnny, så Line kunne anerkendes som Følbots ejer. Line og Paw skulle derfor mødes med Johnny ved et officielt kontor, og her var selvfølgelig også flere bump på vejen, inden det lykkedes at få en underskreven kontrakt.
Hestepas på Følbot
Den 12. oktober skulle der styr på Følbots papirer, og her var vennen fra ridecenteret igen en stor hjælp.
– Den her mand, havde vitterligt taget alt ud af sin kalender, for at hjælpe os med Følbot, og endda helt uden at bede os om penge. Vi ankom til en bygning, med nogle mænd, som skulle afgøre, om jeg kunne tage Følbot med hjem til Danmark. De virker meget skeptiske, og de spurgte vores ven ud omkring os. Men i sidste ende lykkedes det, at vi kunne tage Følbot med hjem, så der skulle rejsen planlægges.
På det tidspunkt, var Følbot ikke i stand til rejsen, og derfor blev beslutningen, at manden på ridecenteret måtte passe ham nogle uger, indtil han var i bedre stand, og han kendte også en mand, som kunne hjælpe med transporten af Følbot.
– Vi finder ud af, at Følbot var blevet avlet på et stutteri i Polen, hvor en mand købte ham til Rhodos som 3-årig. Her var han en gave til ham, som de kalder præsidenten i det skumle miljø, og præsidentens datter har brugt ham til væddeløb med vogn. Under et løb har Følbot åbenbart været væltet med vognen, og formodentligt fået et brud på ryggen, som der ikke blev gjort noget ved, men det betød jo, at de ikke kunne bruge ham længere, og derfor var han havnet, som han var.
Netop fordi, det lykkedes at finde frem til ham, der oprindeligt havde købt Følbot, så lykkedes det også at få fat i passet. Og dagen efter kunne Line flyve hjem til Danmark, og forhåbentligt sige på gensyn til Følbot.
Endelig klar til rejsen
Den 28. oktober var Følbot endelig klar til sin rejse. Vennen fra ridecenteret kørte ham til færgen, hvor transportmanden, tog imod ham, og sejlede med ham til Athen. Derefter blev Følbot kørt igennem Europa, blandt andet med to dages hvile i Holland, inden han endeligt nåede til Danmark.
– Efter 9 dages rejse og omkring 3000 kilometer, kom han endelig til Stevnsbogård Hestepension, hvor ejeren af stedet havde hjulpet os med at gøre alt klar, og de var en solid støtte, da vi skulle tage imod Følbot. Ind ad vejen kom en kæmpe lastbil, og chaufføren nærmest undskyldte og sagde, at hesten altså så sådan ud, da de hentede ham. Man kunne godt se, at han var vant til at køre med flotte konkurreceheste, og derfor var lidt nervøs for, om vi vidste, hvad der ville ankomme.
Han skal have det bedste liv
Siden Følbot er ankommet til Danmark, har Line gjort alt hvad hun kan for at give ham et godt liv.
– Han er førtidspensionist, og han nyder livet med sine nye venner. Han er blevet plejet med kiropraktor, akupunktur, massage og andre ting. Følbot er i dag den mest kærlige og glade hest, som du kommer i nærheden af. Han kalder altid, når han ser mig, og vi behøver inden snor, for han følger altid med.
– Paw, mig og vores ven fra Rhodos har kæmpet en brav kamp for at få Følbot fri, men vi har på ingen måder gjort det alene. Vores helt fantastiske dyrlæge, Aage Pedersen, gør hver måned et stort stykke arbejde med Følbot, og mange mennesker har doneret, sponsoreret, fulgt os og hjulpet med alt muligt. Det er vi evigt taknemmelig for, slutter Line.
