Hest død kort efter sejr i Grand Prix i USA

30-01-2021 19:41

Annika Knudsen Lorentsen

Tyske Frederic Wandres debuterede hesten Rebroff med en sejr i stor tur ved Wellington Global Dressage Festival i går, men i dag er hesten død i sin boks i Wellington, formodentligt på grund af et hjerteanfald

Copyright Ridehesten.com
Foto: SusanJStickle
Nyheden fortsætter efter annoncen

Den 12-årige vallak Rebroff e. Robespierrot/Oula Owl er død efter et hjerteanfald ved Wellington Global Dressage Festival i dag. I går red tyske Frederic Wandres sin første 3* Grand Prix på vallakken, hvor parret vandt. 

Desværre var der ikke langt fra glæde til sorg, for i dag blev vallakken fundet i dårlig tilstand i sin boks, og nu er han død. Det formodes at være en aneurisme eller et hjerteanfald, som er skyld i dødsfaldet. Rebroff er kørt til obduktion for at bestemme den nøjagtige dødsårsag. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

På deres hjemmeside meddeler Wellington Global Dressage Festival, at der blev tilkaldt dyrlæge til vallakken i sin stald omkring kl. 11.30, men selvom dyrlægerne var straks på stedet, var der ikke noget at gøre. Arrangørerne udtrykker samtidig deres sympati for tabet af Rebroff til alle involverede. 

Vallakken var ejet af Hof Kasselmann fra Hagen i Tyskland, og har tidligere været redet af tyske Insa Hansen, som blandt andet deltog i det internationale stævne i Hagen i juli. Planen var, at Frederic skulle have redet Rebroff i Küren i morgen. Rebroff er en af flere heste, som Frederic har med i USA, og som han rider for Hof Kasselmann.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner