Hesselhøj Donkey Boy i spidsen for 6-års

13-10-2018 15:59

Det blev helt som forventet en spændende kvalifikationsklasse for de 6-årige dressurheste i DRF's championatfinale for ungheste powered by Pavo, hvor den forsvarende danske mester skulle møde den regerende verdensmester

I den indledende 6-års klasse, der er sponseret af Julianelyst, blev dommere og publikum endnu engang præsenteret for masser af god ridning, og unge heste med løfter til langt ind i fremtiden. Dommerne Grethe Keller og Jørgen Christensen kom på en spændende opgave i bedømmelsen af et felt, der talte både den forsvarende danske mester fra sidste års championatfinale og den regerende verdensmester fra UVM i Ermelo i august måned i år.

Copyright Ridehesten.com
Jan Møller Christensen og Hesselhøj Donkey Boy.

– Skridten, den er ok. Vi giver 10!, lød det fra højttalerne efter beriderJan Møller Christensens overbevisende ridt på guldmedaljehingsten Hesselhøj Donkey Boy e. ERA Dancing Hit/ Milan (opdr. Dorthe og Hans Jørgen Hoeck), der ejes af Equi Stallion ved norske Kristin Andresen og sidste år vandt bronze ved UVM. God energisk skridt med flot overtrædning, lød det videre fra dommer Grethe Keller. Traven blev belønnet med 9,2, og her blev de gode afkortninger rost. Galop 9,4. God op-ad- bakke-tendens og god balance, gode øgninger og afkortninger. Endvidere fik Donkey 9,5 for ridelighed og 9,8 for kapacitet, og det resulterede i et samlet resultat på 95,80! Det gav sejren til Jan Møller Christensen og Hesselhøj Donkey Boy, der sidste år vandt 5-års finalen med rekordkarakterer.

Copyright Ridehesten.com
Severo Jurado Lopez og D'Avie.

Den regerende verdensmester for 6-års heste, D'Avie e. Don Juan de Hus/ Londonderry, der er opdrættet af tyske Dorothee Heitmüller, blev flot fremvist af Helgstrand Dressages spanske rytter Severo Jurado López, der har stor erfaring i championater. Dommerne kunne lide, hvad de så og belønnede med høje karakterer over hele linjen, men trak hesten i galop og ridelighed for at gå på to spor i galoppen. Det samlede resultat for det ellers meget overbevisende ridt blev 93,60, hvilket rakte til en andenplads.

Copyright Ridehesten.com
Manuel Springhetti.

Et i Danmark ret ubeskrevet blad er Helgstrand Dressages østrigske berider Manuel Springhetti og hingsten Adoro e. Ampère/ Donnerschwee, der er avlet af den store tyske avler i oldenburg-området, Gerd Sosath. Fra denne championatfinale vil mange dressurentusiaster huske navnene Adoro og Manuel Springhetti, som i dag leverede en særdeles flot præstation, der både høstede stort bifald og flotte karakterer fra dommerne, der belønnede ridtet med 91,20 med 9,5 for galop og 9,4 for kapacitet som højdepunkterne.

Copyright Ridehesten.com
Andreas Helgstrand og Ferrari.

Hingsten Ferrari e. Foundation/ Blue Hors Hotline, der er avlet af et af verdens største varmblodsstutterier, Gestüt Lewitz i Østtyskland, har tidligere vundet UVM-sølv under sin faste rytter og ejer Andreas Helgstrand, og ekvipagen besatte i denne finalekvalifikationsklasse fjerdepladsen med 90,40 point. Dommerne gav her 9,5 for galop og 9,3 for kapacitet.

Copyright Ridehesten.com
Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Zirrus.

Blue Hors' nye rytter Nanna Skodborg Merrald havde to heste til start og blev både nr. 5 og 8. Femtepladsen opnåede hun på Blue Hors Zirrus e. Blue Hors Zack/ Donnerhall, der er helbror til lilleturshesten Blue Hors Zatchmo og opdrættet af det verdenskendte tyske avlerpar, Inge og Günter Bastian, der bl.a. har opdrættet verdenshesten Weihegold og var de første til at vinde titlen som årets Blue Hors-avlere. Blue Hors Zirrus, der er trukket på en helsøster til navnkundige Blue Hors Don Schufro, opnåede sammenlagt 89,60 point med 9,5 for dens meget smidige og gennemsprungne galop og 9,4 for dens ridelighed for højdepunkterne.

De bedste 15 placerede i klassen er startberettiget i morgendagens finale.

Se klassens resultat.

Se stævnets start- og resultatlister.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner