Gyserfinale i Parken

18-05-2012 18:36

Britt Carlsen

CSIO Bernstorffsparken | Det blev næsten helt ulideligt spændende for publikum da afgørelsen faldt i Coral Reef Ranch FEI Nations Cup - det blev en kamp mellem Danmark og Tyskland om sejren, og vi måtte vente helt til den sidste tysker red over målstregen førend klassen var afgjort

Publikum red med danskerne i anden og afgørende runde af nationscuppen i Bernstorffsparken. Først gentog Andreas Schou sin fejlfrie første runde, da Uno's Safir sprang sikkert og overbevisende. De leverede dermed den ene af ialt fem dobbelte 0-runder. Danskerne pressede pludselig tyskerne, da den første tysker fik 8 fejl, og presset på tyskerne øgedes, da Rikke Haastrup og Luganer i sikker og meget overbevisende stil leverede endnu en dansk 0-runde, da ville jublen næsten ingen ende tage. Thomas Sandgaard satte tempoet op i forjhold til første runde og Amarone kvitterede med at springe sikkert og stort på samtlige forhindringer og da de susede fejlfrit over målstregen lød det som var der scoret landskamps mål i Parken. Tre danske 0-runder, så var tyskerne under maksimalt pres. Linnea Ericsson behøvede dermed ikke at ride, og så kunne danskerne blot følge den sidste tyskers vej gennem banen. Kravet til tyske Rolf Moormann var en 0-runde, 4 fejl ville medføre en omspringning mod danskerne. Tyskeren var sikkerheden selv banen rundt, men på den aller sidste store oxer foran tribunen rullede bommen faretruende i holderene, og det fik pulsen op hos publikum, men bommen blev hængende i holderne, og dermed var sejren tysk foran Danmark med Ukraine på tredjepladsen.

Links

Info

Resultatet af Coral Reef Ranch FEI Nations Cup
1. Tyskland 0 fejl
2. Danmark 4 fejl
3. Ukraine 20 fejl
4. Irland 24 fejl
5. Quatar 28 fejl
6. Brasilien 30 fejl
7. Italien 31 fejl
8. Spanien 31 fejl
9. Sverige 36 fejl

Læs meget mere om stævnet i magasinet Ridehestens juni nummer

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner