Stine Gertsen
De danske springryttere holdt nerverne i ro og red med stor overbevisning i Nations Cup klassen fredag eftermiddag i Bernstorffsparken. Det blev til sejr i kamp med 15 andre nationer, efter to nervepirrende runder. Efter en meget spændende første runde gik danskerne videre med kun fire fejl. Det tyske hold var en anelse bedre, idet de tre tællende nordtyske ryttere alle var fejlfrie. I anden runde beviste de danske ryttere, at sidste års sejre i Nations Cup rundt om i Europa bestemt ikke var en tilfældighed. Linnea Ericsson og Pero-Z Hillock var først på banen for Danmark. I første runde havde hun og ”Pelle” et let nedslag på indspringet i trekombinationen, men i anden runde susede parret fejlfrit over målstregen og grundlage dermed danskernes vej mod sejren. Da den første tyske rytter red med et nedslag var Danmark, Tyskland og Ukraine lige efter den første rytter i anden runde. 16 nationer kom til start i hovedrunden – 8 hold med hver tre ryttere kom til start i anden runde. Det var Lars Bak Andersen og Conair, der var næste danske rytter på banen. Han gentog sin fejlfrie runde fra første gennemridning, og dermed blev der lagt yderligere pres på de øvrige nationer. Da Thomas Sandgaard red på banen med AK’s Anima – den sidste og afgørende rytter for Danmark hvilede der et næsten umenneskeligt pres på hans skuldre, men Thomas takler pres på fremragende vis – et efter et blev forhindringerne overvundet fejlfrit, og det store publikum i Bernstorffsparken begyndte at hyperventillerer, da Thomas manglede to forhindringer – og stadig var fejlfri. En fejlfri runde og de danske ryttere kunne skrive sig ind i historiebøgerne – som det første danske landshold nogensinde – der har vundet Nations Cup på dansk grund. Og Thomas gjorde det! Birketræerne rystede da publikum udstødte et kollektivt, lettelsens jubelbrøl, da Thomas susede fejlfrit i mål. De fire danske ryttere blev overvældet af lykønskninger fra deres udenlandske kolleger, Tina Lund red 17-årige Lanthanid i første runde med et enkelt nedslag, og han blev sparet for at skulle gennem banen nok engang. Stemningen blandt rytterne var helt i top, og som de rød/hvide sejrsbånd pyntede på de danske ryttere.