Guld til Rikke i gyserfinale

31-05-2015 16:25

Britt Carlsen

"Du red så flot!" "Du er bare så sej!" lykønskningerne regnede ned over Rikke Haastrup Kristensen efter sejren i det danske mesterskab foran Søren Møller Nielsen og med Tina Lund på bronzepladsen

Det var den rene gyser i dag, da det danske mesterskab blev afgjort hos Absolut Horses i en super stemning med fyldte tribuner. Tilskuerne fik også super sport at se hele eftermiddagen, og det hele blev først afgjort da anden rundes sidste rytter Rikke Haastrup Kristensen og Qualico du Bobois red på banen. Rikke red med et vældigt overblik og da hun vendte ned mod den sidste, svære linje ved vip-logen var hun fejlfri. - Jeg gav lidt for meget ben på oxeren, så jeg var lidt bange for det efterfølgende dobbeltspring - dobbelt lodret, fortæller Rikke og hun fortsatte: Jeg har tidligere fukket et mesterskab op på den samme linje. Det gjorde hun ikke i dag. Qualico du Bobois sprang sikkert og med stor kvalitet fejlfrit og dermed var guldet Rikkes.

Inden da havde Søren Møller Nielsen redet en runde med et enkelt nedslag på Laramy Ask, hvilket gav ham sølvmedaljen i mesterskabet. Stutteri Ask-berideren var dog mere end tilfreds og glad med resultatet. - Jeg kan ikke ønske mig det anderledes, jeg er længe tilfreds, sagde Søren mens lykønskningerne regnede ned over ham. Det er første gang Laramy Ask bliver test på baner af denne størrelse og sværhedsgrad, og den opgave løste den hjemmeavlede Lambrusco Ask-søn perfekt. 

Der måtte omspringning til om bronzemedaljen til to af landets hurtigste ryttere: Tina Lund og Christian Petersen. Det var Christian Petersen som lagde ud med Quecia Alfarad Z og han satte tempoet i vejret. Desværre for Christian faldt der to bomme undervejs, og det var en chance som Tina ikke lader gå fra sig. Hun red sikkert fejlfrit på den blot 8-årige Cicero II og sikrede sig bronzemedaljen, som hun var mere end godt tilfreds med og stolt af sin unge hest.
Torben Frandsen fik to nedslag i anden runde og sluttede på 5. pladsen med Anton van Het Gonnehof efterfulgt af tre ryttere med 16 fejl: Linnea Ericsson-Carey/Caddie R, Andreas Schou/Allstar og Søren Nørgaard Pedersen/Tailormade Chaloubet.

Se Rikke Haastrup Kristensens vinderridt her.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner