Guldvinder Theo: "Det er en drøm" (video)

03-08-2019 15:28

Annika Knudsen Lorentsen

Det var forståeligt nok en rigtig glad Theodor Wildfang Just Linde der netop har vundet Agria DRF Mesterskabet for juniorryttere, og dermed gik drømmen om at kunne kalde sig Danmarksmester i opfyldelse

Copyright Ridehesten.com
Fra venstre Maria Barnewitz Schou, Theodor Wildfang Just Linde og Anna Victoria Weilsby.

I dag mødte de 19 finaleryttere i Agria DRF Mesterskabet for juniorryttere to udfordrende baner, hvor særligt første runde i dagens klasse indkasserede rigtig mange fejl. 

Begge runder blev afviklet i højden 140 cm, og her var også skruet op for den tekniske sværhedsgrad på banen. Mange af de unge ryttere havde store problemer, men én rytter formåede at forcere begge baner uden fejl. 

Copyright Ridehesten.com
Theodor Wildfang Just Linde på Salto Des Nauves H D C.

Det gjorde Theodor Wildfang Just Linde Salto Des Nauves H D C e. Dollar Dela Pierre/Le Sartillais, og eftersom han også havde redet fejlfrit i torsdagens kvalifikation, var der ingen tvivl om hvem årets Danmarksmester for junior skulle være. 

Theodor red den 13-årige vallak sikkert og elegant rundt i alle tre runder, og dermed kunne han velfortjent lade sig hylde af det begejstrede publikum. 

Copyright Ridehesten.com
Theodor og Salto Des Nauves.

Glæden var da heller ikke til at skjule og det var en stor forløsning for Theodor, som også sidste år var med i finaleopgøret. Men her formåede han ikke at vinde guldmedaljen. Hør Theodor fortælle om hans nye titel umiddelbart efter hans finaleridt i videoen nedenfor.

To seje piger på podiet

De øvrige to medaljer gik til to seje piger, som måtte ud i en omspringning om sølv- og bronzemedaljen. Både Maria Barnewitz Schou på Seana 2 e. Stolzenberg/Escudo II og Anna Victoria Weilsby på Quincy e. Quirado/Cartani fik et enkelt nedslag i dagens første runde, men de øvrige to runder klarede pigerne uden fejl. De lå derfor ligeplaceret med 4 fejl efter hovedrunderne. 

Copyright Ridehesten.com
Maria Barnewitz Schou på Seana 2.

I omspringningen red Maria ud som første rytter, og hun red sikkert, men alligevel hurtigt rundt og klarede banen fejlfrit i tiden 36.47 sekunder. Hun lagde dermed maksimalt pres på Anna, som skulle se om hun kunne klare banen hurtigere og samtidig fejlfrit. Det lykkedes lige akkurat ikke for Anna, som var blot et sekund langsommere end Maria, med tiden 37.46 sekunder. 

Copyright Ridehesten.com
Anna Victoria Weilsby på Quincy.

Sølvmedaljen blev derfor hængt om halsen på Maria Barnewitz Schou, som nu har vundet sin 10 medalje ved DM. 

Anna, som vandt kvalifikationsrunden i torsdags, måtte nøjes med en utroligt flot tredjeplads og bronzemedaljen. 

Se begge rytteres omspringningsridt nederst i nyheden.

De øvrige placerede

På fjerdepladsen blev det Camilla Mortensen på Handybeat e. Heartbeat/Diamant de Semilly, mens femtepladsen blev delt mellem Noona Wildfang Linde på Eurvette O e. Ard VDL Douglas/Manhatten og Josefine Sandgaard Mørup på De Semilly Edition e. Diamant de Semilly/Exorbitant xx. 

På syvendepladsen blev det Caroline Rehoff Pedersen på Carolus-Magnus e. Continue/Lord Kemm, mens ottendepladsen gik til Emilie Louise Weilsby på Cliff Young e. Con Air/Quantum.

Se hele resultatet her.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner