Marie Helene Rigård Rohleder
Springrytter Martin Dinesen Neergaard har fået nyt job hos J.S. Sportpferde i Tyskland. Igennem det sidste halvandet år har Martin arbejdet hos Andreas og Christian Schou, som står bag succesfulde Absolute Horses. Men nu er tiden inde til at søge mod udlandet, og efter mange jobtilbud blev aftalen underskrevet med J.S. Sportpferde.
– Jeg valgte stedet, fordi der er gode heste, og jeg får mulighed for at ride en masse stævner. Mit job handler om at få redet og startet staldens 14 heste, og så bliver det sjovt at have en chef, som rigtig gerne vil sporten, men samtidig er alting til salg, fortæller Martine Dinesen Neergaard.
Martin har haft stor succes med sit tidligere arbejde hos Absolute Horses. Her blev det til et utal at stævner, heriblandt deltagelser i World Cup-stævner, Grand-Prix-sejre og deltagelse ved U25-klasserne i Göteborg med den blot 8-årige Eurvette. Tidligere udtalte Martin til Ridehesten.com, at han har været rigtig glad for sit job hos Absolute Horses, men at tiden var kommet til at fokusere mere på sporten og mindre på elever.
Det nye job i Tyskland ligger godt 700 km hjemmefra. Nye omgivelser, nye kollegaer og nye heste. Men Martin har mod på det meste. Han flyttede derned i sidste uge.
– Det er lidt svært at flytte væk fra Danmark. Men jeg tror, at det er rigtig godt for min fremtidige karriere. Jeg red det første stævne i weekenden med stor succes og mange nulrunder, afslutter Martin Dinesen Neergaard.