Martin Neergaard har redet 100.000 kr. ind på to uger

17-12-2017 21:00

Marie Helene Rigård Rohleder

Springrytter Martin Neergaard har fået en forrygende start på sit nye job hos J.S. Sportpferde i Tyskland. I løbet af de sidste 14 dage har han redet 100.000 kr. hjem i præmiesummer 

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Martin Neergaard har tidligere arbejdet hos Andreas og Christian Schou, som står bag succesfulde Absolute Horses. Men for en måneds tid siden flyttede han til Tyskland for at arbejde hos J.S. Sportpferde.  På de sidste to uger har Martin redet 100.000 kr. ind i præmiesum til stalden efter nogle flotte ridt sidste weekend i Holland og i denne weekend i Frankfurt. 

I denne weekend blev det til en flot fjerdeplads på Cannary e. Caretino/ Lavall I i CSI3* (155 cm) i tiden 38.00 med 4 fejl i omspringningen til stævne ved Festhallen Reitturnier  i Frankfurt, Tyskland. 

Se hele resultatet her. 

– Det var ærgerlige 4 fejl, som vi fik i omspringningen. Der var lidt pres på, fordi jeg red først, og så kom vi lidt for tæt på dobbeltspringet. Men resten af runden gik fint, og det er en rigtig fin hest med gode kvaliteter. Jeg skal bare lære den lidt bedre at kende, fortæller Martin Neergaard til Ridehesten.com. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Ved det internationale springstævne Den Goubergh i hollandske Roosendaal i sidste weekend red Martin Neergaard sig til placeringer med to forskellige heste. I den etstjernede Grand Prix (CSI* 130 cm) blev efter to fejlfrie runder på den belgiske vallak Kzoom van de Wittemoere e. Carabas V/ Upsilon vd Heffinck Z nummer seks. I stævnets afsluttende klasse, en tostjernet Grand Prix (CSI** 145 cm) opnåede Martin en andenplads – igen efter to fejlfrie runder og denne gang med den 9-årige holstener Cannary e. Caretino/ Lavall I.

De flotte resultater fra de sidste 14 dage har resulteret i, at Martin har indtjent 100.000 kr. til stalden. En forrygende start på hans nye job. 

– Det er selvfølgelig specielt at komme til Tyskland, men det er gået fint. Jeg er glad for at få mere tid til min egen ridning, og jeg får en masse god undervisning. Jeg har 10-12 heste i stalden, som jeg står for, og ellers har jeg noget dygtigt staldpersonale til at hjælpe, siger Martin Neergaard. 

Nu skal Martin på en mini-juleferie i Danmark, hvor han har givet sig selv lov til at holde fri i 3 dage. Derefter er det tilbage til arbejdet, hvor han vil arbejde målrettet frem i mod World Cup-stævnet i Leipzig i Januar. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner