Fly Society xx til Højagergaard

29-10-2009 14:24
Avl
Fuldblodsfløjhingsten Fly Society xx er købt af hingsteholder Jørgen Steen Jensen, Højagergaard ved Langå

Den 8-årige fuldblodshingst Fly Society xx DVH 957 e. Flyinfact xx DVH 764 og DH-hoppen Pollenca xx e. Law Society xx er solgt til hingstestationen Højagergaard ved Bente og Jørgen Steen Jensen. Hingsten blev i 2008 kåret i Dansk Varmblod som fløjhingst og med intet mindre end fire 9-taller. Fly Society xx tilhørte dengang stadig opdrætteren Ib Larsen, Vig, der har ejet hingsten indtil salget til Jørgen Steen Jensen. Hingsten har til dato aldrig været anvendt i avlen, da den til og med 2009 har været aktiv væddeløber med stor succes. Fly Society har haft en lang og benhård løbskarriere, hvor den har udvist stor holdbarhed. Hingsten sluttede som nr. 3 i Scandinavian Grand Prix i en alder af 8 år og i alt har han indtjent over 1,5 mio kr. Han blev af publikum på Klampenborg kåret som Årets Hest i 2005. Det knytter sig en sjov historie til Fly Society og dens kåring i Dansk Varmblod. Da hingsten skulle kåres, blev den sat i træning hos berider Hans Jørgen Hoeck på Fyn og han indvilligede trods en kort træningsperiode i at vise hingsten under rytter ved hingstekåringen i Herning. Fremvisningen gik glimrende og hingsten gik tilbage tilbage til galoptræner Søren Jensen efter kåringen, da væddeløbssæsonen var tæt på at starte. Hingsten fik en enestående løbssæson i 2008 og galoptræneren besluttede sig i år for, at sende væddeløbshingsten tilbage i dressurtræning en måned hos Hoeck på Fyn inden dens sidste sæson som galophest. - Fly Society er fuldt ud på højde med de bedste fuldblodshingste, som vi tidligere har haft her på Højagergård, fortæller Jørgen Steen Jensen. Det er ikke kun hans enestående type, men han har et super temperament og er ekstrem ridelig, og så har han rigtig velfungerende bagben.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner