Trine Askjær-Jørgensen
I næste uge stiller to danske para-ryttere op ved det store internationale stævne Alshaqab i Doha, Qatar. Camilla Christensen fortæller, at hende og Anne Mette Hasselstrøms heste netop er fløjet afsted her til morgen.
– Stævnet er et stævne, man bliver inviteret til. Det er verdens bedste ryttere, der får lov at ride derude, og vi har været så heldige at få lov at komme med, fortæller Camilla som netop nu venter på selv at flyve afsted mod Doha.
Anne Mette Hasselstrøm er grad IV rytter og Camilla Christensen grad V. De to vandt begge guld i sommers med netop de heste, de også stiller til start med ved stævnet her: Østergårdens Delight e. De Noir/ Weinberg og Fürsten e. Fürstenball/ Londonderry.
Begge heste er ejet af Camilla, og Deleight har været hendes landsholdspartner siden 2014, men nu er det altså Anne Mette, der rider Deleight og Camilla rider Fürsten. Af samme grund gav det også meget god mening, at det var Camillas far, Henning Christensen, der tog turen til Liége i Belgien, hvor hestene skulle med flyet her til morgen.
Anne Mette og hendes familie flyver sammen med Camillas forældre fra Bruxelles, mens Camilla selv flyver fra København til Doha sammen med hendes kæreste.
Hestene ankommer til Doha sent i aften, så planen i morgen er, at hestene skal gås med det meste af dagen, når rytterne og deres familie er kommet frem.
Dyrlægetjek er på onsdag og første konkurrencedag er torsdag.
– Stedet i Doha er et voldsomt flot stadion, og udover paradressur er der også Grand Prix-dressur med kür samt springklasser. Så er vildt fedt stævne, hvor man får lov at se lidt forskelligt, beretter en begejstret Camilla, der glæder sig til at komme ud til hestene i aften.
Stævnets start- og resultatlister.