Flotte danske placeringer i Tyskland

11-08-2025 18:39

I den forgangne uge var en stor flok danske springryttere draget til tyske Lastrup for at ride internationalt stævne. Hele ugen klarede danskerne det godt på den internationale bane og sikrede sig flere flotte placeringer

Copyright Ridehesten.com
De danske springryttere har vist fremragende form i tyske Lastrup. Én af dem var Renee Ulvsbjerg i sadlen på Celeste Balslev. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

De danske springryttere har i den forgangne uge endnu en gang været flot repræsenteret i udlandet, hvor der både var danskere til start i London, Belgien, Irland, Polen, Schweiz og så i Tyskland. Sidstnævnte var en stor del af danskerne draget til, hvor der var internationalt springstævne i Lastrup.

Stævnet startede allerede torsdag den 7. august, hvor Christine Tvedskov Bille og den 19-årige vallak Never Let Go e. Now or Never/ Contender lagde flot fra start med en fejlfri runde og en andenplads ud af 43 ekvipager. Adam Sparlund Olesen og DV-hoppen Spice Girl e. Stakkato/ Carano (opdr. Jeanette Revsbech) ville ligeledes være med i placeringerne, og tog sig af en flot 11. plads i samme klasse.

Torsdag var også der, hvor youngster touren for 6-års hestene startede. Her var danske Ane Pedersen Mylin til start med DV-hesten Craigellachie e. Clarimo/ Stakkato Gold (opdr. Familien Camitz v/ Charlotte og Linus Camitz), og her lagde de også rigtig flot fra start med en fejlfri runde, der sikrede dem en sjetteplads. 

Copyright Ridehesten.com
Ane Pedersen Mylin og Craigellachie. Foto: Ridehesten.com/ Juliemaja Søndergaard

Torsdagens sidste og største klasse var den 135 cm høje medium tour, hvor Adam Sparlund Olesen igen gjorde fin figur. Sammen med den 10-årige Klaver's Boy e. Big Star JR KZ/ Concorde red han sig nemlig ind på en flot ottendeplads efter en fejlfri og hurtig runde. 

Fredag begyndte, hvor torsdag slap, for i dagens første klasse red Adam Sparlund Olesen sig igen til placering med Spice Girl. Efter en fejlfri hovedrunde fik de en billet til omspringningen, hvor marginalerne holdt dem fra en tredjeplads. I tiden 31,11 sekunder krydsede de nemlig målstregen, hvilket rakte til en fjerdeplads i torsdagens første klasse. 

I 140 cm klassen senere på dagen slog Adam endnu en gang til i sadlen på Klaver's Boy. Der er ingen tvivl om, at Adam er en rigtig hurtig rytter, og det beviste han altså i den forgangne uge til stævnet i Tyskland, hvor han for alvor red med om de sjove placeringer mod de altid hurtige tyskere. Denne gang endte han på en flot niendeplads efter en fejlfri hovedrunde og en hurtig omspringning. 

Copyright Ridehesten.com
Adam Sparlund Olesen er tilbage fra USA og minder i den grad sine konkurrenter om, hvor hurtig en rytter han er. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen

Fredagens højdepunkt var dog, da Renee Ulvsbjerg red sig til en suveræn fjerdeplads på DV-hoppen Celeste Balslev e. Conthargos/ Con Air 7 (opdr. Fuglesangsgård) i aftenens 145 cm klasse. Her var 69 dygtige ekvipager til start i klassen, der gjaldt om at ride hurtigst og fejlfri. Renee Ulvsbjerg og Celeste Balslev er en hurtig ekvipage, og det beviste de med deres flotte fjerdeplads blot 1,5 sekund fra vinderen. 

Lørdag spidsede stævnet til, men danskerne bukkede ikke under for presset. Christine Tvedskov Bille og Never Let Go fortsatte torsdagens succes med en flot femteplads i lørdagens første klasse, hvor Adam Sparlund Olesen og Spice Girl ligeledes blev placeret endnu en gang - denne gang som nummer ti, mens Renee Ulvsbjerg og Chardonnay Z e. Conthargos/ Diarado blev nummer 11. 

Copyright Ridehesten.com
Christine Tvedskov Bille med Never Let Go. Foto: Ridehesten.com/ Juliemaja Søndergaard

I youngster touren for 6-års hestene gjorde Ane Pedersen Mylin og Craigellachie sig endnu en gang flot bemærket, da de red sig direkte ind på en flot tredjeplads ud af i alt 44 deltagere. Parret var blot et halvt sekund fra andenpladsen, der gik til tysk side. 

Ligesom fredagens højdepunkt var 145 cm klassen, så sluttede lørdagen ligeledes af med en 145 cm klasse. Her var i alt 49 ekvipager til start, og sejren gik da også til tysk side. Dog var der en dansker at spotte i top-6, hvor Benedikte Rie Truelsen og Elite De Riverland e. Kannan/ Tlaloc M red sig ind på sjettepladsen efter en fejlfri hovedrunde og omspringning. 

Copyright Ridehesten.com
Benedikte Rie Truelsen og Elite De Riverland. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Søndag var stævnets sidste dag, og dermed også finaledagen for youngster touren. Endnu en gang viste Ane Pedersen Mylin og Craigellaiche sig flot frem, da de i den 130 cm høje klasse endte som nummer otte ud af 43 ekvipager. Dermed havde parret altså redet tre ud af tre mulige fejlfrie runder, og alle med placering. 

Danskerne leverede altså den ene gode præstation efter den anden i Lastrup i den forgangne weekend, hvor de endnu en gang beviste, at de danske springryttere kan ride med om de helt sjove placeringer mod nogle af verdens hurtigste ryttere. 

Stævnets start- og resultatlister. 

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen