DRF indendørs mesterskab

10-01-2011 10:57

Maja Golles

Fredericia Rideklub afholder Dansk Ride Forbunds indendørs mesterskab i springning igen
Copyright Ridehesten.com
Bl.a. Tina Lund stiller til start i Fredericia i marts. (Foto: Ridehesten.com)

Igen i år er Fredericia Rideklub stolte over at kunne slå dørene op for Dansk Ride Forbunds Indendørs Mesterskab i springning i weekenden den 25. - 27. marts 2011. ”Vi er glade og stolte over at Dansk Ride Forbund igen har valgt os til at afholde deres stævne”, siger daglig leder Tommy Lundby. Han fortsætter “i år vil vi lave et stævne, der som minimum lever op til sidste års succes”. Dansk Ride Forbunds Indendørs Mesterskab er et stort og attraktivt springstævne, som vil tiltrække hele den danske springelite til Fredericia Rideklubs faciliteter. Klubben kan allerede nu oplyse, at mange fra den danske spring-elite allerede har meddelt deres ankomst. Her i blandt Tina Lund - tidligere Europamester, Kristian Skovrider - regerende indendørsmester, Thomas Sandgaard - regerende jysk mester, Karina Truelsen - eneste danske rytter med World Cup point, Carsten Ganderup - nordisk rekordindehaver med 2,30 m samt repræsentanter for det danske springlandshold. Fredericia Rideklubs bestyrelsesformand Dorte Ravnholt Hensche siger “Ikke nok med, at eliten inden for sporten kommer, vi er også beæret over at kunne byde velkommen til A-landsholdstræner Achaz von Buchwald og junior-/ungdomslandsholdstræner Michæl Aabo, der har meddelt, at de vil bruge stævnet som et iagtagelsesstævne. Alt dette samt de mange flotte præmier - både i form af penge men også ærespræmier fra forskellige sponsorer - taler for, at stævnet igen bliver en kæmpe succes. Fredericia Rideklub gør i år stævnet endnu mere publikumsvenligt ved at have forskellige indslag så som modeshows, leverandørudstilling, opvarmet VIP-loge og live musik. Tommy Lundby siger “vi afholder lørdag aften en højdespringskonkurrence, en såkaldt Sixbar med kontant præmier på op til 10.000 kr. En konkurrence der afvikles for første gang i Danmark i nyere tid. For at Fredericia Rideklub kan afvikle dette stævne på bedste vis og med optimale vilkår for deres stævnedeltagere og publikummer, er der rettet henvendelse til en række sponsorer. Sponsoransvarlig Mikæl Pedersen fortæller “det har været et hårdt arbejde, men til forskel fra sidste år, har vi denne gang haft bedre tid”. Han fortsætter “vi er ikke helt i mål endnu, men vi er noget tættere på end sidst. Men vi har selvfølgelig altid plads til flere sponsorer og stadig nogle måneder at løbe på, så jeg er helt overbevist om, at det sidste nok skal falde på plads”. “Ja, og vi har lige lagt sidste hånd på vores nye filtbund i vores stævnehal, så alt taler for en kæmpe succes igen i år” afslutter bestyrelsesformand Dorte Ravnholt Hensche Fredericia Rideklubs bestyrelse og alle involverede parter hilser alle deltagere samt sponsorer velkomne til klubbens store arrangement i marts, som afvikles på adressen Fuglsangvej, Fredericia. For yderligere information se klubbens hjemmeside (se link).

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner