Annika Knudsen Lorentsen
Agria DRF Mesterskabet for kategori 2 ponyer sponsoreret af Trolle Company er netop afviklet her hos Sportsrideklubben. Tre ekvipager var fejlfrie efter gårsdagens runde og de to hovedrunder i dagens finale og dermed skulle der rides omspringning om alle medaljer.
Første rytter i omspringningen var Silje Frederikke Kristoffersen på Bassy. Ekvipagen gjorde sit for at lægge pres på de øvrige to ryttere og de red super stærkt, desværre for dem faldt en bom til jorden undervejs.
Næste ud i omspringningen var Josephine Christian Jacobsen på Scarletts Billy The Kid. Josephine red en flot omspringning, men desværre for hende faldt to bomme ned undervejs.
Så var det op til Line Busk Heltborg og Gogo M at ride sejren hjem i dette års mesterskab. Ekvipagen skulle bare ride nul, og selvom det var en fordel at ride ind som sidste rytter og bare vide man skulle ride nul, var der stadig pres på den talentfulde 16-årige pige. Line red fejlfrit og dermed var guldmedaljen sikret. Hør Line fortælle om sin sejr i videoen nederst.
De tre piger blev hyldet på podiet af publikum, og her kunne Line Busk Heltborg stille sig øverst på skamlen og modtage guldmedaljen af formand for Sportsrideklubben Jakob Leth. Sølvmedaljen gik til Silje Frederikke Kristoffersen, mens Josephine Christian Jacobsen kunne modtage sin anden medalje i dag, denne gang en bronzemedalje. Tidligere på dagen vandt hun sølv for children.
Se resultatet fra kategori 2 ponyernes mesterskab her.