Flot top i Youngster Cup

15-11-2015 14:06

Britt Carlsen

Ved Blue Hors Dressur Festival har der i går og i dag, været afviklet en Dansk Varmblods Youngster Cup for 7 og 8-års heste i Prix st. George og klassens top var af meget høj kvalitet

Copyright Ridehesten.com
Daniel Bachmann Andersen og den imponerede Zack-søn Zepter.

Dansk Varmblods Youngster Cup ved Blue Hors Dressur Festival åbenbarede, at der er flere unge, talentfulde heste rigtig godt på vej hos flere ryttere. Toppen i dette championat var uhørt høj. Det blev igen i dag til sejr til Daniel Bachmann Andersen og Blue Hors Zack-sønnen Zepter - en hest som viser stor styrke i alle gangarter, og samtidig en hest som "fylder noget" inde på dressurbanen. 
- Jeg elsker den hest! Udbrød Daniel spontant efter æresrunden som tegn på den samlede sejr i Youngster Cuppen. - Han har udviklet sig så meget det seneste år. Den blomstrer op nu, og tror på det inde på banen. Det er helt klart en hest til fremtiden. I går gav jeg ham en god tur, uden at presse ham, og så kunne jeg mærke, at han var klar til at yde lidt mere i dag. Det er dejligt, når de planer man lægger også lykkes. Det er en hest med noget ekstra, slutter Daniel.

Copyright Ridehesten.com
Lone Bang Larsen kom ind på andenpladsen med Bakkely's Onandt.

Lone Bang Larsen brød Blue Hors dominans i klassen, idet hun red sig ind på andenpladsen med Bakkely's Onandt e. Onassis - en herlig hest med et ekstra gear - tre gode grundgangarter og nogle herlig aktive bagben. De kom ind på andenpladsen, både i dagens klasse og i det samlede resultat. 

Copyright Ridehesten.com
Allan Grøn og Blue Hors Don Olymbrio sluttede på en samlet tredjeplads.

Allan Grøn sikrede sig de to efterfølgende pladser med hhv. Blue Hors Don Olymbrio og Zick Flower. Allan har redet begge heste fra tilridning og frem til lille turs niveau, og selvom "Don O" i dag lod sig påvirke af lydene i hallen og blev lidt spændt, så viste avlshingsten, at han er helt på rette vej. Spændingerne i dag hos Don Olymbrio kostede Allan den samlede andenplads.
Femtepladsen gik til Gitte Mors Burgaard og Moselunds Dominic  - Gitte avancerede fra en femte plads lørdag til en fjerdeplads i dagens klasse på den meget velgående UNO Don Diego-søn.

Se klassens samlede resultat her

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner