Daniel har valgt Zack til World Cup Herning

28-09-2018 14:04

Camilla Tiefensee Schrøder

Blue Hors-berideren Daniel Bachmann Andersen har valgt at satse på Blue Hors Zack til World Cup Herning. Nu får det danske hjemmebanepublikum mulighed for at opleve den kür, som havde forberedt til WEG i Tryon

Copyright Ridehesten.com
Daniel Bachmann Andersen og Blue Hors Zack. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

To af de danske WEG-heste kommer til at repræsentere Danmark ved FEI World Cup i Herning i oktober. Mane Stream Belstaff med Betina Jæger Jensen i sadlen er nemlig klar til den vigtige kvalifikation, og så har Daniel Bachmann Andersen valgt at satse på Blue Hors Zack i stedet for Blue Hors Zepter. Det skriver Dansk Ride Forbund.

Zack i stedet for Zepter
Det var meningen, at Blue Hors berider Daniel Bachmann Andersen skulle have været til start i World Cup kvalifikationen med den imponerende Blue Hors Zepter, men det er nu blevet besluttet, at det bliver Blue Hors Zack, der kommer på banen i Boxen i Herning.

Nyheden fortsætter efter annoncen

-Blue Hors Zepter er i super form, men det giver mere mening for Daniel at ride på Zack. Hingsten har taget turen til WEG helt fantastisk, og selv om han har lidt ferie nu, så er hans kurve konstant opadgående, og han er så klar til at komme på banen igen. Daniel har en kür klar til Zack, som han jo ikke fik lov at ride i Tryon, og den vil han rigtig gerne have lov at vise på hjemmebane foran et dansk publikum i Herning, siger holdleder for dressurlandsholdet, Helle Krasnik Trolle.

Daniel Bachmann Andersen og Blue Hors Zack kvalificerede sig med en 17.-plads i Grand Prix Special lige akkurat ikke til deltagelse i kür ved World Equestrian Games i Tryon. Efterfølgende endte küren med at blive helt aflyst pga. orkanen Florence.

Fra Tryon til Herning
Endnu en WEG-ekvipage, der er meldt klar til Herning, er Betina Jæger Jensen og Belstaff, som har haft et forrygende år med flotte internationale og nationale resultater. Nu står der endnu en stor sportslig oplevelse på programmet, når Betina og Belstaff skal repræsentere Dannebrog i den spændende FEI World Cup kvalifikation. Derudover er Agnete Kirk Thinggaard med Atterupgaards Orthilia e. Gribaldi/Donnerschlag også blandt de top-ekvipager, der har meldt sig på banen i Grand Prix-dressuren ved World Cup Herning.

12. World Cup i Danmark
Det er 12. gang, at World Cup-sæsonen skydes i gang i Danmark, og anden gang, at vi skal opleve det i Herning. Omdrejningspunktet for det store World Cup-stævne i Jyske Bank Boxen d. 17.-21. oktober er selvfølgelig første kvalifikation i FEI World Cup i dressur, hvor nogle af verdens bedste dressurryttere rider om vigtige point. Derudover byder det store stævne også på topsport i internationale dressur- og springklasser, Almased Dressage Amateurs, finale i Nord-Vest Box Stil Cup, et show i særklasse og en stor messe for de købelystne. Flere danske topryttere er i gang med at forberede sig på at give publikum en på opleveren i Herning, og hjemmesiden finder du masser af nyttig info om program, billetter, camping og VIP. World Cup-eventen i Herning arrangeres af Dansk Varmblod, Dansk Ride Forbund og Equitour Aalborg i samarbejde med Sport Event Denmark, Herning Kommune og MCH Messecenter Herning.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner