Trine Askjær-Jørgensen
Kl. 8.15 startede dagen i Jyske Bank Boxen ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning. Programmet for lørdagen er godt fyldt ud med masser af god ridning for de dressurinteresserede. Udover unghesteklassen er der også 3-stjernet og 5-stjernet Grand Prix Special.
10 heste blev i dag testet af Daniel Bachmann Andersen. En enkelt kom ikke til start i dag, da den havde tabt en sko, og er dermed flyttet til i morgen. I effektiv og imponerende stil fik Daniel, der for tredje gang var testrytter i Herning, testet hestene og holdt tiden til punkt og prikke.
Han virkede det første stykke tid af klassen til måske ikke at lade sig imponerede vildt meget, og ligesom dommerne de indledende dage langede han ikke bare de højeste karakterer over disken. Han testede hestene grundigt og forklarede på et letforståelig måde for publikum, hvorfor han gjorde, som han gjorde, og hvad han lagde vægt på i vurderingen.
Daniel delte desuden flittigt ud af sine guldkorn og fortalte blandt andet en masse om, hvordan han træner til hverdag, heriblandt ridning i skoven/på tur, hans erfaring med forskellige afstamninger på heste, ridetekniske ting og meget mere, mens han testede de unge talenter.
Gennemgående har Daniel fokus på, at det ikke gør noget, der sker fejl. Han siger bare "pyt" og prøver igen, og så mindede han om, at det 99,9% af gangene er rytterens fejl, når noget ikke lykkes. Det blev også tydeligt, at han er en stor fortaler for, at man rider hestene fremad i stedet for at prøve på at bremse eller kontrollere dem, hvis de er nervøse eller anspændte – eksempelvis i disse imponerende rammer.
– Det er bedre, at de kan gå frem og få spændingerne ud af kroppen, og de er her jo for at lære, så det er vigtigt, de får en god oplevelse og lærer af det på en positiv måde, sagde han.
Som det næsten altid er tilfældet, rykket testrytterdelen lidt rundt på placeringsrækkefølgen ved de unge heste – det gjorde den også her, omend nogenlunde de samme heste blev i toppen. Selvom Daniel ikke virkede sådan til at imponere, så var han generelt begejstret for kvaliteten af hestene og sagde: – Det er virkelig nogle gode heste – det er fedt nok.
Da Slangerupgaards Saffron e. Secret/ Scolari (opdr. Slangerupgaard A/S), som i egenryttertestene har været fremvist af Anne Troensegaard, blev prøvet af, var han alligevel ikke i tvivl om, at her skulle de helt store karakterer hives op ad lommen. For ridelighed og kapacitet gav han hende 10 med følgende begrundelse:
– Jeg har ikke så meget at sige til det her. Det er bare en fornøjelse. Hun er helt lige i hånden, blød og tager fat. Vildt godt forberedt og redet, men det er også en hest med virkelig meget kapacitet. Det er virkelig en drøm at ride på hende. En meget meget komplet hest med nerve, men som stadig er fuldstændig ridbar. Jeg har ikke en finger at sætte på hende; hun har hele pakken, så det er 2x 10.
Den sorte hoppe rykkede dermed ind i front. Lige efter hende fulgte dagens sidste hest, Straight Horse Sun King e. Sir Donnerhall/ Blue Hors Zack (opdr. Straight Horse Aps), som har været fremvist af Mette Sejbjerg Jensen og ført mesterskabet efter de to indledende klasser. Ham var Daniel også meget begejstret for og gav 8,5 for ridelighed og 9,0 for kapacitet. Det betyder, at hesten holder en foreløbig andenplads i den samlede regnskab.
På en foreløbig tredjeplads ligger nu Sandbæks Beatric e. Blue Hors Zackerey/ Blue Hors Don Olymbrio (opdr. Eigil Kirkegaard Nielsen), som har været fremvist af Kristian Würtz Green. Hende var Daniel Bachmann også begejstret for og gav 8,0 og 8,5
Atterupgaards Stirling Moss e. Sezuan's Donnerhall/ Bon Bravour (opdr. Atterupgaard), som har været fremvist af Selina Solberg Vittinghus, var én af de heste, der overraskede rigtig positivt under Daniel Bachmann og med to gange 8,5 rykkede op i feltet.
Resultatet af testrytterdel 1.
Det foreløbige, samlede resultat.
I videoen her fortæller Daniel mere om unghestechampionatet – og den forestående GPS med Vayron: