Flot ridning i championatet for 6-års

10-10-2019 16:04

Annika Knudsen Lorentsen

Ligesom i de andre årgange, var det et flot niveau der blev vist af de unge 6-års heste ved første kvalifikation i Pavo og Dansk Ride Forbunds championat i springning. Sejren gik til den velridende Martin Neergaard og Swedish Dynamite med klassens højeste karakter på 8.6

Copyright Ridehesten.com
Martin Neergaard med Swedish Dynamite. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Dagens sidste klasse ved Pavo og Dansk Ride Forbunds championat i springning er velafviklet hos Blue Hors. 20 ekvipager var til start i 6-års klassen, hvor det blev tre unge mænd der leverede klassens bedste ridt.

Fremragende ridt fra Martin Neergaard
Bedst af dem var 26-årige Martin Neergaard med vallakken Swedish Dynamite e. Sapras/Quality, de red på banen som nr. 2 og så var linjen ligesom lagt. Hvis man skulle slå den velspringende ekvipage, som opnåede 8.6 i karakter, skulle man virkelig levere en god præstation. Det lykkedes ingen og dermed gik sejren til Martin og Swedish Dynamite.

Copyright Ridehesten.com
Kasper H. Hansen med Comme Il Faut Plus. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Andenpladsen blev delt mellem 22-årige Martin Mose Knudsen og 27-årige Kasper H. Hansen. Martin Mose Knudsen red den velspringende hoppe Lugranda e. Luganer/Laurenz (opdr. Lena Brohus), sammen har ekvipagen opnået mange flotte resultater og de vandt blandt andet championatet for 5-års sidste år, ligesom de i år repræsenterede Danmark ved UVM. Kasper H. Hansen red den kårede Dansk Varmblodshingst Comme Il Faut Plus e. Comme Il Faut/Pontifex, ekvipagen deltog blandt andet ved UVM i år, ligesom de har opnået flere flotte placeringer i youngsterklasser internationalt. Både Lugranda og Comme Il Faut Plus opnåede i dag en karakter på 8.4.

Copyright Ridehesten.com
Martin Mose Knudsen med Lugranda. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Se video af Martin Mose Knudsen og Lugranda nederst i nyheden, her kan du også høre speakeren fortælle om Lugrandas mange resultater.

På en delt fjerdeplads blev det Thalia Pitzner med den godt springende skimmel Quality Sun AX e. Quality Time/Cornetto (opdr. Gitte Stolling og Dennis Steffenauer) og Søren Møller Rohde med RDH-hoppen Alegra Ask e. Canstakko/Acord II (opdr. Stutteri Ask).

I morgen byder på anden kvalifikation i springning for alle aldersgrupper, mens de 4- og 7-års dressurheste skal i ilden for første gang.

Se start- og resultatlister her.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner