Anna Pørtner
Danske Martin Neergaard har de seneste par uger opholdt sig under lidt varmere himmelstrøg, hvor han har taget hele 12 heste med til Oliva, Spanien, for at ride internationalt springstævne. Kigger man på listen af heste, som Martin har taget med sig til Spanien, er der et stort felt af unge heste, som han har vist suverænt frem med fejlfrie runder henover ugerne. I går gik det hele dog op i en højere enhed, hvor det blev til en flot sejr.
Med den 7-årige hingst Special Fighting e. I M Special de Muze/ Fighting Alpha 3, som Martin ejer sammen med Jesper og Rikke Haastrup Kristensen fra Lykkegaard Sportsrideklub i Vejle, vandt han nemlig gårsdagens 7-års klasse, hvor forhindringernes højde lød på 135 cm. Klassen bestod af 57 deltagere fra lande som Tyskland, Belgien, Frankrig, Brasilien og Sverige, men det var altså den danske nationalmelodi, der blev spillet i højtalerne, da klassen var slut.
Kampen om placeringerne var meget tæt, men med 0,05 sekunders forskel i anden fase gik sejren til Martin Neergaards side efter en flot, fejlfri anden fase i tiden 37,06. Andenpladsen gik til britiske Madison Heath, der red i tiden 37,11 sekunder og altså meget tæt på Martins tid. Trejdepladsen var også lige i hælene på første- og andenpladsen, da belgiske Louis Lambrecht krydsede målstregen i 37,25 sekunder.
I dag er Martin igen på banen med hele ti heste, fordelt på klasser fra 115 cm til 145 cm. Sidstnævnte er en kvalifikations-klasse til søndagens Grand Prix, hvor Martin har den bare 9-årige hingst Disney Z e. Dimitri Z/ Numero Uno med sig. Hingsten er opdrættet af Bækgaarden Youngster, der sammen med Frandsbjerg Horses stadig ejer hesten.
Martin har uddannet Disney Z helt fra hingsten var ung, og har haft stor succes i sadlen på den grå hingst, der blandt andet tog sejren i sidste års Pavo og DRF Championatsfinaler for 7- og 8-års heste, ligesom de red en fejlfri runde ved sidste års WBFSH Studbooks Jumping Global Champions Trophy i Valkenswaard. I dag skal de så prøve kræfter med den 145 cm høje Grand Prix-kvalifikation, hvor der er 56 ekvipager til start.
Stævnets start- og resultatlister.