Flere over 90% igen i dag

24-09-2023 19:27

Trine Askjær-Jørgensen

4-års hestene rundede mellemrunden af hos Grindsted Rideklub i dag, hvor Mette Sejbjerg Jensen trak det længste strå, mens Nadja Aaboe Slot løb med sejren i 7-års holdet. Med svimlende høje procenter er der virkelig lagt i kakkelovnen til finalen på Blue Hors

Copyright Ridehesten.com
Nadja Aaboe Sloth og Satchmo. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Så er mellemrunden i Pavo og Dansk Ride Forbunds championater for unge dressurheste, som i denne weekend har fundet sted hos henholdsvis Grindsted Rideklub i vest og Heslegård Sportsrideklub i øst, ovre.

Hos Grindsted Rideklub var de 5-årige heste i går i ilden, mens turen i dag var kommet til de 7- og 4-årige heste.

I 7-års holdet var fem deltagere til start, og her løb Nadja Aaboe Sloth og Satchmo e. Hesselhøj Donkey Boy/ Blue Hors Future Cup (opdr. Erik Mølbak) med sejren efter en flot bedømmelse på 81,215%, der blandt andet bestod af karaktererne 8,4 for trav, 8,8 for skridt, 8,5 for galop, 8,7 for ridelighed og 8,6 for kapacitet. Det gav samlet 86,000%, mens de for programmet fik 76,429%.

På andenpladsen blev det Michelle Hvid og Højgaardens La Negro e. Blue Hors First Choice/ Don Frederico (opdr. Helle Hvid), som fik 8,6 for trav, 8,5 for skridt, 8,0 for galop, 7,8 for ridelighed og 8,2 for kapacitet, hvilket gav 82,200%. Sammenlagt med 71,571% for programmet blev det til i alt 76,886%.

Klassens resultat.

Her til eftermiddag var de 4-årige dressurheste så på banen, og her var hele 29 deltagere med. Sejren gik til Helgstrand-rytter Mette Sejbjerg Jensen og Fifty-Fifty e. Fürst Toto/ Royal Classic, som blev belønnet med intet mindre end 10 for trav, 8,8 for skridt, 9,4 for galop, 10 for ridelighed og 9,5 for kapacitet, hvilket gav i alt 95,400%.

På andenpladsen fulgte Mettes kollega Alvaro Oliveira og hoppen J'adore Dior H e. Jovian/ Sir Donnerhall I (opdr. Michael Holtgers), som fik 9,2 for trav, 8,8 for skridt, 9,5 for galop, 9,3 for ridelighed og 9,5 for kapacitet, sammenlagt 92,600%.

Susanne Barnow og Jack Daniel's ABN e. Jovian/ Weltmeyer (opdr. Anja Nygaard) kom ind på tredjepladsen med 9,5 for trav, 8,5 for skridt, 9,2 for galop, 9,0 for ridelighed og 9,5 for kapacitet, hvilket gav 91,400%.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Der var yderligere fem placerede. Klassens resultat.

Stævnets start- og resultatlister.

De tre bedste ekvipager i 4-års klassen fik altså over 90%. Fulgte man lidt med i går, vil man have opdaget, at intet mindre end fire ekvipager red til over 90% i 5-års holdet i Grindsted, hvoraf de to var næsten helt oppe at ramme 100%.

Allerede i flere af kvalifikationsrunderne i år har vi set, at der er blevet uddelt usædvanligt mange 10-taller. Selvfølgelig kan dommerne begejstres over flot ridning og fantastiske heste, men der skal vel også være noget tilbage at opnå i mellemrunden og finalen?

Med sådanne svimlende procenter og maksimale enkeltkarakterer er det svært at se, hvordan det skal blive bedre i finalen hos disse unge heste, der vel også forventes at være i en udvikling, hvor de vil kunne rykke sig meget over bare nogle måneder? Det lægger vel unægteligt et ekstra pres på og en forventning om, at man ved finalen kan opnå mindst ligeså gode eller endnu bedre resultater?

Reglerne for, hvordan hestene kvalificerer sig til finalen, er:

  • 4-års heste: Nr. 1. og 2. ved hvert af de seks kvalifikationsstævner har kvalificeret sig direkte til finalen og skal ikke forbi mellemrunden, og der suppleres op med de 28 bedst placerede fra mellemrunden, så der i alt kommer 40 til start i finalen.
  • 5-års heste: Vinderen fra hver af de seks kvalifikationsstævner er direkte videre til finalen, og der suppleres op med de 18 bedst placerede fra mellemrunden, så der i alt kommer 24 heste til start i finalen.
  • 6-års heste: Samme format som for 5-års, men da der kun var i alt 17 tilmeldte til mellemrunden, er de alle bare gået direkte videre til finalen, og mellemrunden for 6-års er aflyst.
  • 7-års heste: Vinderen fra hver af de seks kvalifikationsstævner er direkte videre, og der suppleres op med de otte bedst placerede fra mellemrunden, så der i alt kommer 14 heste til start i finalen.

Finalisterne offentliggøres på Dansk Ride Forbunds hjemmeside umiddelbart efter mellemrunden.

Finalen i Pavo og Dansk Ride Forbunds championater for unge dressurheste finder sted på Blue Hors i uge 41. Læs mere om finalestævnet og om at købe billetter.

Ridehestens fotograf har været til stede både lørdag og søndag. Billederne vil være online i starten af næste uge.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner