Annika Knudsen Lorentsen
Dansk Varmblod har haft stor succes ved verdensmesterskaberne for unge dressurheste de senere år. For at sikre den helt optimale udvælgelse, har dommerne set hestene ved to udtagelser. Udvalget og dommerne har evalueret fremgangsmåden for udtagelserne, med henblik på evt. kun at se hestene én gang. Efter evaluering fandt udvalg og dommere ikke anledning til at ændre på gældende praksis, da det er optimalt for dommerne at se hestene flere gange, da formålet er, at få udvalgt de mest egnede til deltagelse.
Udvalget vil bestræbe sig på, at få en Teknisk Delegeret til at opholde sig på opvarmningen under udtagelserne, som finder sted på Vilhelmsborg.
Bedømmelse og udtagelse foretages af dommer Gunilla Nyman, Birte Lyder Nielsen og berider Jens Holm Kristensen.
UVM i Ermelo i august
UVM i dressur afholdes i Ermelo, Holland fra den 3.-6. august for 5-, 6- og 7-års heste, og de heste der kan deltage ved udtagelsen skal være registreret i Dansk Varmblod eller Trakehnerforbundet i Danmark. Verdensmesterskaberne afvikles i samarbejde mellem FEI, det internationale rideforbund og WBFSH en paraplyorganisation for ridehesteavlsforbund. Og det er kun de avlsforbund, som er medlem af WBFSH, der kan sende heste til UVM.
Sidste tilmelding til udtalelserne er i morgen den 20. maj.