Er du den nye underviser på berideruddannelsen?

10-10-2024 10:03

Sidder du med en masse erfaring i, hvordan man driver en rideklub, hvordan man går forrest som leder og er du den fødte markedsføringsekspert? Så kunne jobbet som underviser på berideruddannelsen hos Dansk Ride Forbund måske være noget for dig

Copyright Ridehesten.com
Dansk Ride Forbund søger en ny underviser til berideruddannelsen. Foto: Ridehesten.com/ Tonya Bille Nielsen.

Dansk Ride Forbund søger en engageret underviser til berideruddannelsen til at undervise i drift, ledelse og markedsføring af en rideklub eller lignende organisationer. Du kommer til at undervise i den teoretiske del af berideruddannelsen, hvor det er emner som drift, ledelse og markedsføring af en rideklub, der er i højsæde. 

Dansk Ride Forbunds uddannelser til henholdsvis Rideskolemanager, Rideinstruktør- og Berider er for de personer, der ønsker at kunne arbejde professionelt med ridning, heste og undervisning samt drift af rideklubber eller ridecentre. Uddannelsen er delt op i praktikperioder, hvor den enkelte elev er tilknyttet et lærested, og sideløbende er på kortere skoleophold på Det Nationale Hestesportscenter, Vilhelmsborg

Copyright Ridehesten.com
Eleverne er i løbet af deres uddannelse på skoleophold. Her ses berider Niels Hæstrup i gang med at undervise beridereleverne. Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen.

Dit job som underviser kommer til at bestå af at undervise eleverne i den teoretiske del af uddannelsen, når de skal lære om den daglige drift af en rideklub, herunder hvordan man lægger budgetter, laver og tyder et regnskab, hvordan de skal agere i rollen som professionel i forhold til ledelse af et team, kunder, bestyrelse og medlemmer og sidst men ikke mindst, skal de kunne markedsføre for eksempel et ridecenter. Undervisningen gennemføres som almindelig holdundervisning og projektundervisning. 

Dansk Ride Forbund ser meget gerne, at den nye underviser på uddannelserne har praksiserfaring fra drift af en rideklub eller ridecenter, samt besidder gode formidlingsevner, så eleverne opnår viden og forståelse, således at de efter endt uddannelse kan varetage driften af en rideklub. 

Fakta
Forstå den nye berideruddannelse

I 2022 foretog DRF og DR-IF en række ændringer i DRF's uddannelser, som fik den betydning, at berideruddannelsen blev forkortet fra seks til fire år. Uddannelsen som berider består nu af den toårige uddannelse som rideinstruktør efterfulgt af den ligeledes toårige berideruddannelse. 

Ændringen betød blandt andet, at der nu stilles højere krav til det ridefaglige niveau ved optagelse, ligesom det nu er muligt at vælge at specialisere sig inden for enten dressur eller spring. Formålet var, at niveauet skulle hæves og uddannelsen gøres mere attraktiv. 

 

Fold up

Ridehesten.com har tidligere snakket med berider og springunderviser på berideruddannelsen, Johnny Hansen og Mette Svare Ehlers, berider og dressurunderviser på berideruddannelsen, om de opdaterede hestemanager-, rideinstruktør- og berideruddannelser. Det kan du læse meget mere om her, hvor du kan høre podcasten, ligesom du i klippet i bunden af denne nyhed, kan høre Johnny Hansen og Mette Svare Ehlers fortælle om tankerne bag moderniseringen af uddannelsen. 

Lyder det som noget for dig? 
Hvis det lyder som noget for dig, så send en ansøgning og CV til pfe@rideforbund.dk senest søndag den 15. oktober 2024. Tiltrædelse til stillingen er 1. november 2024. 

Du kan læse mere om jobbet lige her. 

Se videoen hvor Johnny Hansen og Mette Svare Ehlers gør dig klogere på uddannelserne herunder:

Kilde: Dansk Ride Forbund. 

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner