Favoritter og boblere til DM på Broholm

28-06-2017 13:46

Camilla Tiefensee Schrøder

Når Broholm Gods lægger sine smukke rammer til DM i dressur, bliver det med alle favoritterne til start. Og som noget nyt er fremtidens dressurboblere også til start

Copyright Ridehesten.com
Ved sidste års DM på Broholm vandt Catherine Dufour og Atterupgaards Cassidy guld, og i år er de klare favoritter til at tage guldet igen. (Foto: Ridehesten.com)
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det er fjortende gang, at Broholm Gods er kulisse til de danske mesterskaber i dressur for seniorer, U25 og paradressurrytterne. Mesterskaberne i den smukke park med de bløde, fynske hældninger er efterhånden en fasttømret tradition, der får dressurentusiaster til at valfarte til Gudme for at se topsport fra den 6.-9. juli 2017.

Der rides ikke alene om dansk hæder og metal. Der rides også om udtagelse til europamesterskaberne i Göteborg til august. Det betyder, at det er den absolutte top, der er til start, og i alle tre mesterskaber er deltagerfelterne skarpe.

Dufour storfavorit
25-årige Cathrine Dufour debuterede i seniorrækkerne sidste år med et brag: Hun vandt det danske mesterskab, blev udtaget til OL i Rio, hvor hun blev den bedst placerede dansker med en samlet 13. plads, hun brød den magiske 80-procent grænse i foråret og ligger pt. nummer 12 på verdensranglisten.

– Sidste år var jeg sindssygt usikker og regnede slet ikke med noget, så i år bliver det helt sikkert anderledes at skulle starte, fortæller Cathrine Dufour i en pressemeddelelse fra Broholm Horseshow.

Sammen med Atterupgaards Cassidy ligner hun lige nu en sikker kandidat til guldet.

– Jeg glæder mig rigtig meget til at skulle ride på Broholm igen. Det er et andet pres denne gang, fordi jeg er regerende mester, men det er også det, der gør det sjovt. Jeg præsterer bedst under pres, siger Cathrine, der går efter at komme helt til tops på podiet.

– Om det er realistisk, må vi se, når vi kommer til Broholm, men Cassidy går rigtigt godt for tiden, så jeg har tænkt mig at ride rumpen ud af ridebukserne, for jeg går efter at ta’ guldet med hjem igen.

Hele OL-holdet til start
Som sagt er feltet er skarpt ved DM i år og byder blandt andet på alle OL-deltagerne fra Rio: Agnete Kirk Thinggaard, Anna Kasprzak og Anders Dahl. Skader betyder lidt ændringer i ekvipagerne, så Agnete er til start på sin tro væbner Jojo AZ, der viste storform ved Equitour Aalborg. For Anna Kasprzak betyder en tandudtrækning på Donnperignon, at hun er til start på det nyeste skud på Grand Prix-stammen, DM-debutanten Rock Star, som også viste gode takter i Uggerhalne i sidste måned.

DM er samtidig udtagelsesstævne til EM, og de danske ryttere, der ønsker at komme i betragtning til mesterskabet, skal derfor stille til start på Broholm.

– Vi bruger DM til at måle rytterne mod hinanden med de samme dommere. Den mulighed har vi ikke internationalt, hvor vi kun kan sende fire afsted til hvert stævne, fortæller holdleder Kimi Nielsen. Hun understreger dog, at afbuddet fra Donnperignon ikke betyder et farvel til Pepe og Annas mesterskabschancer. De er et stærkt, stabilt og rutineret makkerpar i mesterskabssammenhæng, som altid præsterer til gode procenter.

Hun og landstræner Nathalie Zu Sayn Wittgenstein glæder sig over det høje niveau i landsholdsbruttotruppen, hvor hele ni ryttere er i spil til de fire pladser på EM-holdet.

– Vi er stolte af at have så stor en trup, der kan gøre sig gældende internationalt. Vi synes, at vi har rigtig gode kort på hånden, så vi er meget optimistiske med hensyn til EM, siger landstræneren.

PL-ryttere i kamp om EM pladser
Også hos paradressurrytterne bliver der kamp om pladserne til EM. Alle de danske deltagere ved de Paralympiske Lege er til start, og selv om nogle af kombinationerne er ændret på grund af nye heste, så er det et meget stærkt felt af medaljetagere og medaljekandidater, den nye landstræner Astrid Gemal skal plukke fra.

– Det bliver rigtig spændende til DM, for der er en bred trup af ryttere, der kæmper om titlerne, og jeg forventer et ret højt niveau i år, fortæller Astrid Gemal, der for få måneder siden overtog jobbet som landstræner fra David Amager.

Paradressurrytternes succes ved de Paralympiske Lege, hvor det blev til en sølv og to bronze til henholdsvis Susanne Jensby Sunesen og Stinna Tange Kaastrup, har givet øget fokus på paradressuren.

– Det er jo rigtig fedt, for den øgede fokus og bevågenhed har gjort, at vi har fået endnu flere ryttere til start ved DM end tidligere, og derfor også flere kandidater i spil til de fire pladser til EM, siger Astrid Gemal.

U25 med klar favorit
Blandt de unge ryttere er konkurrencen også hård. Men stortalentet Sille Engermann stikker dog ud. Hun debuterede sidste år i U25 ved Odense Horse Show, tog DM-guldet en måned senere og siden har formkurven været stigende.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Jeg tænker egentlig ikke så meget over, at jeg kommer som regerende mester. Jeg rider for at forbedre mig hver gang, fortæller det unge talent.

– Der skal så lidt til at få en fejl i Grand Prix, så den der vinder, er den, der får færrest fejl. Alt skal jo virke på dagen, og det skal det over tre dage. Men jeg glæder mig til at komme på banen.

Boblere stræber mod VM udtagelse
I år bliver det også muligt at se fremtidens stjerneheste, når der er endelig udtagelse til Verdensmesterskaberne for ungheste, der afholdes i den hollandske by Ermelo til august. Det er altid spændende at se de unge heste, der forhåbentlig har store sportslige karrierer foran sig.

På 5-års holdet stikker især to unge hingste ud, nemlig vinderen af unghestechampionatet i Herning i år, Zancor, og vinderen af DRFs Unghestechampionat for 4-års, Hesselhøjs Donkey Boy.

Hos 7-års hestene er den klare favorit til at snuppe en billet til UVM den dobbelte verdensmester Fiontini med Severo Jurado Lopez i sadlen. Selvom hesten er solgt til den svenske rytter Beata Söderberg, er det altså spanske Severo, der rider for at se, om hoppen kan lave et verdensmester-hattrick.

 

Programmet for Broholm Horseshow kan ses her.

Deltagerlister til årets stævne er tilgængelige her.

 

 

 

 

/Pressemeddelelse

 

 

 

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner