Britt Carlsen
Aftensolen stod lavt da første afdeling af DM i ridebanespringning for seniorer løb af stablen torsdag aften. 41 ryttere var meldt til start og 34 ryttere gennemførte klassen og er dermed videre til anden afdeling. Den forsvarende mester Tina Lund lagde skarpt ud og red en flot nul runde på den Danske Varmblods hoppe Zamiro. Ekvipagen så ud til at være i harmoni fra første forhindring og viste et roligt og rytmisk tempo, der til trods for det rolige udtryk var på forrygende 69,90 sekunder. Indehaveren af den nordiske højderekord (2,30 m) Carsten Gannerup og Liwe Star kneb sig herefter ind på andenpladsen, med en nul runde på 83,34 sekunder, men denne ekvipage måtte siden se sig henvist til en 10. plads ved klassen afslutning. Det blev imidlertid en tidligere Nordiske højderekord holder Michæl Aabo, der endte med at besætte andenpladsen i tiden 71.73 på hingsten Mosegårdens Dilight. Klassens nummer tre og en fin nul runde blev endnu engang den forsvarende mester Tina Lund, der dermed satte en streg under sin skarphed i dagens konkurrence, med en tid på 75.95 på den Danske Varmblods hoppe Chiquitta. Linnea Ericsson & Cordivo blev nummer fire og Søren Møller Nielsen & Bøgegårdens Apollo nummer fem. Danmarksmesterskabet rides over endnu 2 afdelinger inden mesteren kan kåres på søndag. Anden afdeling rides i dag kl. 17.30 og sidste afdeling rides på søndag. Billetter til stævnet kan købes ved indgangen og koster kr. 50.