Astrid Ø. Sørensen
Det ellers veletablerede Nations Cup Jumping-format blev sidste år ændret og havde premiere under navnet Longines League of Nations. Det medførte mange spekulationer blandt ryttere, publikummer og trænere, men den første sæson endte alligevel med at møde ros efter en finale med spænding til fingerspidserne. Det nye format, hvor der er tre ekvipager per hold, gør nemlig, at alle point tæller.
Den første finale i turneringen blev afholdt i Barcelona i den første weekend i oktober, hvor de otte finalekvalificerede nationer kæmpede om trofæet. Et velspringende tysk udgjort af bl.a. den individuelle olympiske mester, Christian Kukuk, red sig til sejren og var dermed sikret en plads i den kommende sæson sammen med de i alt ni andre nationer.
De fleste nationer er gengangere, og kun Italien, der i år har vundet finalen ved Longines EEF Nations Cup-stævnet, har formået at ride sig med i top-10. De erstatter Brasilien, og dermed er de ti kvalificerede hold til 2025-sæsonen følgende:
• Irland
• Frankrig
• USA
• Storbritannien
• Tyskland
• Belgien
• Schweiz
• Holland
• Sverige
• Italien
– Med nervepirrende konkurrencer på fantastiske stævnedestinationer er scenen sat til verdens mest prestigefyldte holdkonkurrence i springning, skriver FEI. Finalen afholdes igen i oktober 2025 i Barcelona, hvor de otte hold, der klarer sig bedst gennem kvalifikationerne, mødes til den blot anden finale i turneringens historie.
Todd Hinde, der er springdirektør i FEI, udtaler:
– Longines League of Nations er toppen af alle FEI's springkonkurrencer kloden rundt. For andet år i træk vil vi se de allerbedste nationer konkurrere om en plads i finalen i Barcelona. Turneringens styrke er at samle de dygtigste ekvipager på verdensscenen, og vi ser frem til starten på den nye sæson, siger han til FEI.
Danmark rider med i Longines EEF-serien, der har erstattet den tidligere division 2 Nations Cup-konkurrence. Her lykkedes det i år det danske landshold at kvalificere sig til finalen, hvor de sluttede på en sjetteplads. EEF-serien afvikles på 3- og 4-stjernet niveau og har til formål er at udvikle flere ekvipager til topsporten. Således gik Italien i år fra at vinde EEF-serien til at rykke op i League of Nations.
Nu venter en spændende sæson i Longines League of Nations, der starter med den første kvalifikation den 11. februar i Abu Dhabi, inden turen går til USA i marts efterfulgt af tre stævner på europæiske destinationer henover udendørssæsonen. Hvem mon tager nationstitlen i år?
Kilde: FEI