Mathilde Brejner
Med fantastiske levende billeder, der både fanger de islandske heste til stævne på ovalbanerne ved Reykjavik, i flyvende pas ved havet med bølgerne rullende ind og i smidig tølt blandt småsten i kuperet terræn med en turist på ryggen, demonstrer dokumentarfilmen The Uniqueness of Icelandic Horses på æstetisk vis, hvad det at ride islandsk hest handler om for mange.
FEI har lavet velresearchet dokumentar
Det er Federation Equeste Internationale (FEI) der har lavet den gode, velresearchede dokumentar, som både oplyser og underholder seeren. Dokumentarfilmen kan både findes på FEIs hjemmeside, men også på FEIs Youtube-channel, hvor man kan se den gratis. Filmen er delt op i en del I og II.
I del I gennemgås den islandske hests historiske betydning for de befolkningen i Island. Her berøres det, hvordan den islandske hest har været en meget vigtig og tæt del af hverdagslogistikken – ja, næsten en forudsætning for, at man i lange perioder kunne rejse fra A til B i det barske terræn.
Derudover kommer filmen ind på, hvor unikt det er, at den islandske hest har blodlinjer, der går helt tilbage til de første vikingers heste, som de bragte med sig til Island for over 1000 år siden. Siden har der været streng kontrol med racen, så det blandt andet er forbudt at importere heste til Island, og hvis en islandsk hest forlader Island, kan den aldrig komme tilbage til landet. Det betyder foruden, at man har en renracet hest også, at man har kunnet undgå spredning af sygdomme hos hestene på den 66. breddegred. Selvom mange måske har hørt historien før, så har FEI altså begået en interessant dokumentar, som fortæller om det historiske med en æstetik i de levende billeder, som er helt i top.
Dokumentaren kommer derudover også ind på det strategiske markedsføringsprojekt ”Horses of Iceland”, som primært er blevet lanceret på de sociale medier, hvor projektet har oplevet kæmpe succes og opbakning fra dem, som elsker islandske heste fra hele verden.
–Målet med Horses of Iceland er at give de islandske heste et brand og vise verden udenfor, hvad islandske heste handler om. Og forhåbentlig vise nogle af dem, som har andre hesteracer, hvad det er, islandske heste står for, fortæller marketingansvarlige Jelena Ohm i dokumentarten fra FEI.
”Horses of Iceland” er et unikt projekt, fordi det både samler stakeholders fra den islandske hestebranche i Island, men også er støttet af regeringen, fordi de islandske heste er så stor en del af kulturen i Island.
Dokumentaren tager seeren med på en rejse igennem de islandske hestes unikke fem grundgangarter – skridt, trav, galop, tølt og flyvende pas. Alle fem gangarter skal være gode med en klar rytme før, man har den perfekte konkurrencehest.
Betydningen af Landsmöt, som afholdes hver andet år i Reykjavik, forklarer seeren, hvor vigtig samarbejdet mellem hest og rytter er for at vinde konkurrencer for islandske heste, da det både er gangarterne, men i høj grad også hest og rytters samarbejde, som er afgørende for, hvem der vinder. Til Landsmöt mødes de bedste islandske heste og ryttere for at konkurrere over flere dage foran en stor international publikumsskare.
Du kan se første del af dokumentaren HER
Hesten bringer rytteren tæt på naturen
I anden del af dokumentaren tages seeren med ind bag kulisserne hos ”Horses of Iceland,” som med sloganet ”Horses of Iceland -Brings You Closer To Nature” forklarer, hvad deres fokus har været på i forhold til at engagere brugerne på de sociale medier og få flere turister til at rejse til Island for at ride islandsk hest blandt gejsere, fjelde og vulkanaske.
140 kilometer uden for hovedstaden Reykjavik i Island, kommer seeren med på besøg hos opdrætteren Gunnar Sturluson, som både er advokat, formand for FEIF og passioneret omkring avl af islandske heste af højeste kvalitet.
–De islandske heste er Islands vigtigste ambassadører, siger han i FEIs dokumentar og understreger dermed, at islandske heste også spiller er signifikant økonomisk rolle for landets økonomi.
Hos Gudmar Pétersson kommer seeren med en tur ud på et islandsk hestecenter, hvor der både er plads til meget garvede ryttere, som kommer rejsende til for at prøve at ride på nogle talentfulde islandske heste, men også til mindre garvede turister, som måske i højere grad søger en god helhedsoplevelse med heste og stærk, islandsk natur.
–Vores specialitet er, at vi altid forbereder vores ryttere, før de overhovedet sætter sig op på hesten. Vi sætter sikkerheden og uddannelsen af rytterne meget højt her, siger Gudmar Pétersson i dokumentaren og uddyber, at han mener, at det er vigtigt, at når man tager i mod turisterne, som kommer for at prøve de islandske heste, er det vigtigt, at man gør sig umage med at give dem en rigtig god oplevelse.
Du kan se anden del af dokumentaren HER