Sussi Hjort Hollensted
Blue Hors Zack e. Rousseau/Jazz (opdr. B. Wilschut) redet af Daniel Bachmann Andersen skulle i dag dyste mod sin søn, den 9-årige DV-hingst Glock's Zonik e. Blue Hors Zack/Blue Hors Romanov (opdr. Linette Jæger) og i dag redet af hollandske Edward Gal i klassen Grand Prix til 6. World Cup kvalifikationrunde.
Havde dommerne fået "funny mustard"?
Blue Hors Zack og Daniel Bachmann Andersen red et ridt, hvor Blue Hors Zack virkede lidt usikker i piaffe-/passagetur og sprang i første piaffe og blev lidt understillet i 2. piaffe, mens passagen blev lidt hektisk og mistede takt. Ridtet indbragte Blue Hors Zack og Daniel Bachmann Andersen 71.326 % og derved en 11. plads i klassen. Det var en pointgivning, som den hollandske kommentator var noget overrasket over. Han havde tydeligvis ventet en noget højere score og antydede, at nogen måttet at have tisset på dommernes sukkermad ved at udtale: ”The judges must have had a bit of funny mustard in their sandwiches for lunch”!
Daniel: Det var min fejl
Daniel Bachmann Andersen selv var dog tilfreds med pointgivingen og mente, at fejlene i piaffe/passagen lå hos ham.
– Blue Hors Zack er blevet meget mere løs fortil og skal derfor rides lettere, end jeg er vant til. Derfor fik jeg drevet for meget på ham i piaffe/passagen, hvorfor han satte sig mere i stedet for at gå frem. Det taget i betragtning, synes jeg faktisk, pointgivningen var helt fair. Jeg synes, vi fik et par flotte trav og skridtture, så alt i alt er jeg godt tilfreds, siger han til Ridehesten.com.
Søn vandt duellen
Glock's Zonik fik med Edward Gal 74.283% og fik derfor en bedre placering end sin far. De havde en lille fejl i 2'er changementerne og et par småfejl i en galoppirouette, og det bragte dem en 4. plads. Klassen blev vundet af tyske, Isabell Werth på Weihegold Old, e.Don Schufro/Sandro Hit med 80.217%. Andenpladsen gik også til en tysker, nemlig til Helen Langehanenberg på Damsey Frh e. Dressage Royal/ Ritual. De fik 76.939%. Tredjepladsen røg på svenske hænder til Patrik Kittel på Deja, e. Silvano/Don Schufro med 74.304%.
Bedre i morgen
I morgen gælder det for Blue Hors Zack og Daniel Bachmann Andersen, klassen Grand Prix Kür, og her vil Daniel Bachmann Andersen få Blue Hors Zack til at gå mere frem i piaffe og passage.
– Jeg træner som regel altid lige en gang om morgenen før klassen, så der kigger vi på piaffen og passagen, så jeg kan rette op på det, slutter han.