Britt Carlsen
Den danske junior dressurrytter Anna Kasprzak var blot få procentpoints fra en medalje ved EM i tyske Nussloch. Med 69,1% red hun og avlshingsten Blue Hors Future Cup sig ind på en 6. plads i mesterskabet der blev vundet af feltets yngste rytter, den kun 14-årige tyske pige Jill de Ridder og FBW Disco Boy med 73% foran nok en tysker Fabienne Lütkemeier/Burton med 71,95% Det blev den hollandske rytter Chantal van Lanen og Beaujolais der brød den tyske dominans ved at vinde bronze med 71,85% foran nok en tysk rytter. Anna Katrine Elkjær Holm og Durban Marielyst sluttede på 17. pladsen med 65,9% lige foran Louise Mølby og Nivea Strauslykke med 65,9% Dommerne var meget uenige om især Anna Katrines præstation på den imponerende Don Schufro-søn - med pladscifre fra 9 til 39. Camilla Blicker og Flyinge Diamond sluttede som nr. 23 med 65,1% Landstræner Jon D. Pedersen er ikke sen til at give dommerne noget af skylden for at danskerne ikke nåede ind i medaljekampen. "Vi red rigtig godt, men fik ikke den belønning som vi skulle have. Specielt Anna Kaprzak som i holdkonkurrencen red 70,10%. Et ridt hvor to dommerne havde hende som vinder, en som nummer tre og en som nummer fem, men hvor den italienske dommer, dømte hende til en 13 plads!" Landstræneren fortsætter "Men også Louise Mølby og Annmette Mortensen blev dømt ned. Selv hollænderne var overrasket over, at de blev bedre placeret end danskerne. Det er ærgerligt, men vi må kigge fremad, og se om Danmark i fremtiden kan få en dommer med ved stævnet, for det vil helt sikkert hjælpe". I dagens kürmesterskab for de 15 bedste ekvipager fra gårsdagens europamesterskab blev det til hollandsk sejr til Chantal van Lanen og Beaujolais med 75,6% foran de to tyskere Fabienne Lüthemeier og Jill de Ridder. Anna Kasprzak sluttede igen på 6. pladsen med 70,9%