Anna Pørtner
Den svenske dressurrytter Cecilia Bergåkra, der har base på Randbøl Dressage Academy og er en del af NorCordia-teamet, er blevet udtaget til Sveriges bruttotrup frem mod VM i dressur i Aachen. Udtagelsen kommer efter en særdeles stærk sæson, hvor den 25-årige rytter har markeret sig blandt både U25- og seniorryttere.
Bergåkra er efterhånden et velkendt navn på de danske stævnebaner. Tidligere i år debuterede hun internationalt på seniorniveau ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning, senere har hun redet ved DM-stævnet i Randbøl, og til daglig træner og arbejder hun fra Randbøl Dressage Academy gennem sit samarbejde med NorCordia.
Udtagelsen til den svenske VM-trup følger efter en flot præstation ved CDIO4*-stævnet i Hagen i Tyskland i sidste weekend. Sammen med den 15-årige hjemmeavlede hoppe My Friend e. Friendship/ Troll leverede Bergåkra sit hidtil bedste internationale Grand Prix-resultat med 69,543%, ligesom ekvipagen var med til at sikre Sverige en flot fjerdeplads i FEI Dressage Nations Cup, inden de sluttede som nummer syv i Grand Prix Kür med 74,620%.
Den seneste tids resultater understreger den udvikling, Bergåkra har været igennem siden hun sidste år flyttede til Danmark. I maj måned red hun sig til bronzemedaljen ved de svenske seniormesterskaber mod topryttere som Patrik Kittel og Maria Von Essen, og kort efter blev hun den første svenske rytter nogensinde til at indtage førstepladsen på FEI's verdensrangliste for U25-ryttere.
Selvom Bergåkra fortsat er aldersberettiget til at ride EM for U25-ryttere, har hun denne sæson valgt at satse fuldt ud på senior Grand Prix med ambitionen om at kvalificere sig til verdensmesterskaberne.
– Det føles næsten uvirkeligt at være udtaget til bruttotruppen. Bare det at være blandt de ryttere og heste, der er i spil til en VM-plads, er en stor milepæl for os, siger Cecilia Bergåkra.
Hun fremhæver samtidig det mangeårige samarbejde med sin trofaste makker, My Friend:
– Vi har været et makkerpar i syv år og er nået hertil sammen – fra unghesteklasserne til international Grand Prix. Det betyder utrolig meget, og jeg er meget taknemmelig for den tillid, vi har fået.
Den endelige svenske trup til verdensmesterskaberne offentliggøres den 10. juli efter Nations Cup-stævnet i Falsterbo.
/Pressemeddelelse omskrevet af Ridehesten.