Eva Ulf ny svensk dressurmester

03-09-2012 09:34
Det svenske seniormesterskab i dressur afvikledes i denne weekend og faldt ud til fordel for Eva Ulf og vallakken Caruso
Copyright Ridehesten.com
Nye svenske mestre: Eva Ulf og Caruso.

Ganske vist vandt storfavoreitten Sofie Lexner den afsluttende Grand Prix Kür søndag eftermiddag ved det svenske seniormesterskab i dressur, men med et dårligt udgangspunkt i den indledende Grand Prix havde hun ingen chance for at opnå en medalje. Heller ikke vinderen af den indledende Grand Prix, Charlotte Haid-Bondergaard, formåede at opnå et samlet resultat, der rakte til medaljeplads i mesterskabet, hvor resultatet af de to klasser lægges sammen. Hun sluttede Küren med skuffende 63%. Årets nye svenske mester hedder Eva Ulf med hesten Caruso e. Carbid / Wittelsbach. Ekvipagen blev toer i Grand Prixen og treer i Küren og det var sammenlagt (gennemsnit 69,177%) nok til at sikre sig guld og vindertitel. Eva Ulf, der driver Djursholms Rideskole, har aldrig tidligere startet SM. Med et gennemsnit på 69,031% sikrede Malin Hamilton sig sølvet med Fleetwood e. Florestan I / Gormio xx foran Maria von Essen og Ferdi e. Federweisser / Charmeur med 68,456%. Flere danske ryttere var til start i Sverige, heriblandt i Helene Melsen/Akeem og Ann-Sofie Berger/Daniello i den indledende Grand Prix. Anna Zibrandtsen og Okeanos startede Prix St. Georges med sejr til følge.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner